I 2030 skal der være ligestilling mellem kønnene, siger FN’s femte verdensmål for bæredygtigudvikling, men ifølge Harvard Business School kan vi forvente at kampen om ligestilling fortsætter 208 år endnu, før vi opnår komplet ligestilling på globalt plan.
Selvom Danmark får toppoint i ligestilling og er et godt sted at gøre karriere som kvinde, er der fortsat områder hvor Danmark halter bagud.
“I det danske startupmiljø oplever vi en ulighed kønnene imellem. Ikke blot fordi det kun er hver fjerde iværksætter der er kvinde, men også fordi kvinder modtager væsentligt mindre funding, sammenlignet med mandlige iværksættere,” udtaler Mette Lundberg, Direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.
Boston Consulting Group har foretaget en analyse af kvindelige iværksætters indtjeningsevne som konkluderer, at kvindelige iværksættere modtager 6 millioner DKK mindre i funding sammenlignet med startups grundlagt af mænd. Dette står i kontrast til, at samme analyse fastlår, at kvindelige iværksættere er bedre til at opnå omsætning modsat deres mandlige kolleager.
”Der er et uudnyttet potentiale af danske kvindelige iværksættere, som kan bidrage til fremtidens globale vækst. Som det første danske generalkonsulat er vores ambition at fremme potentialet hos de danske kvindelige iværksættere inden for tech-industrien og give dem de bedste forudsætninger for succes i udlandet,” understreger Victoria Bager, Commercial Advisor i Tech ved Trade Council i New York.
Fokus på kompetenceudvikling og vidensdeling
I samarbejde med Female Founders of the Future, lancerer det Danske Generalkonsulat i New York til foråret et ny initiativ: Female Founders in Tech – Next Generation of Female leaders.
Initiativet er en fem dages masterclass, som skal bygge bro mellem det danske og amerikanske kvindelige startupmiljø. Udvalgte danske kvindelige iværksættere får mulighed for at møde inspirerende rollemodeller og succesfulde startups samt udbygge deres netværk blandt New Yorks tech økosystem og udvikle deres lederkompetencer.
”Female Founders in Tech er en unik mulighed for kvindelige iværksætter, som giver anledning til at udvikle deres kompetencer inden for ledelse og kapitalrejsning. Deltagerne vil pitche for førende amerikanske venture kapitalfonde, Randi Zuckerberg og NYC Major’s Office. Ligeledes inkluderer deltagelsen en stand på TechDays New York, USA’s størst startup messe og muligheden for at vinde et 14 dages leadership retreat i Tel Aviv med startups fra hele verden,” afslutter Victoria Bager.
Female Founders in Tech afvikles i New York den 20-24 april 2020, hvor 15 kvindelige iværksætter får mulighed for at udvikle deres kompetencer. Ansøgningen er åben via dette link.
Tag med til kick-off event
Hvis du synes Female Founders in Tech lyder som noget for dig, så kan du tage med torsdag den 20. februar, når der afholdes launch-event hos Udenrigsministeriet.
Her vil du kunne høre mere om initiativet samt have mulighed for at møde og netværke med nogle af branchens mest inspirerende kvinder.
Du kan tilmelde dig launch eventen lige her.
For yderligere spørgsmål eller sponsormuligheder kontakt Victoria Bager, vicbag@um.dk eller Liva Echwald-Tijsen, liva@femalefoundersofthefuture.dk.