Én procent kan give os milliarder

29. april 2015
En analyse fra CEBR fra 2013 anslår, at hvis andelen af danske virksomheder, der digitaliserer deres interne processer, øges med 1 procentpoint kan værditilvæksten i erhvervslivet øges med 2,6-6,5 mia. kr. om året.

Derudover anslår analysen, at virksomheder, der benytter sig af dataanalyser og Big Data i deres forretning, klarer sig 5-6 pct. bedre målt på indtjening.

Det er tal, der burde vække opsigt og kalde til handling, bemærker adm. direktør i IT-Branchen, Birgitte Hass, i et indlæg på digitalisering.info. Men situationen er ikke meget anderledes, end da tallene kom frem  – og det koster på bundlinjen.

To generelle barrierer for, hvorfor erhvervslivet ikke bruger flere ressourcer på at digitalisere deres virksomhed går ofte igen, når erhvervslivet forklarer hvorfor – mange virksomheder er usikre på, hvad de potentielle gevinster er ved at digitalisere, og det er vanskeligt at få et lån i banker og realkreditinstitutter.

Vejen til øget digitalisering af erhvervslivet skal derfor bl.a. gå gennem sparing og rådgivning, bedre afskrivningsmuligheder og fokus på alternative finansieringsmuligheder samt mere fokus på IT i undervisningen, så der skabes en bedre IT-forståelse, afrunder Birgitte Hass