Et flertal af danskerne vil investere deres pensionspenge anderledes

Næsten 2 ud 3 danskere ønsker, at deres pensionspenge i højere grad bruges til at investere i små og mellemstore vækstvirksomheder i Danmark.

Danskerne indbetaler årligt omkring 115 mia. kr. til pensionskasserne, men pensionsselskaberne tøver med at bruge deres bugnende pengetanke til at støtte det danske vækstlag.

”Under 0,1% af den samlede pensionsformue på 4.000 mia. er i dag investeret i ventureselskaber, og det er alt for lidt, hvis der skal skabes nye danske erhvervsflagskibe,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

Det er den danske befolkning da også enig i.

I en ny analyse foretaget af Norstat på vegne af IT-Branchen siger 59% af befolkningen, at pensionsselskaberne mindst bør bruge 1% af de årlige indbetalinger (svarende til ca. 1 mia. kr.) på at investere i små og mellemstore vækstvirksomheder i Danmark og dermed i danske arbejdspladser.

Succeserne forsvinder til udlandet

Danmark har de seneste 20 år fostret fem danske it-virksomheder med over 1.000 ansatte, hvilket viser noget om, hvor stærkt et vækstpotentiale der rent faktisk er i den danske it-sektor.

Værdien af de 50 største dansk startede it-selskaber er steget fra 220 mia. kr. i 2017 til 260 mia. kr. i 2018, hvilket er en værditilvækst på 40 mia. kr. på blot ét år. Det viser seneste tal fra Computerworlds årlige top-50 liste.

Ca. 30 af de 40 mia. kr. er dog gået til udenlandske investorer.

Det skyldes, at halvdelen af de 50 største dansk startede it-virksomheder på den ene eller anden måde er ejet af udlandet.

Dermed går en stor del af investeringerne udenom Danmark, og er hverken til gavn for dansk økonomi eller skaber flere danske arbejdspladser.

”Selvom vi ser flere danske succeser, og udenlandske investorer står i kø for at investere, må vi også konstatere, at investeringerne fra de store danske investorer mangler,” udtaler Birgitte Hass.

Der skal investeres i dansk vækst

Her kunne man f.eks. kigge på pensionsselskabernes enorme pengekasser, som de bruger til at investere i obligationer, ejendomme og store hæderkronede virksomheder, der giver et forudsigeligt afkast.

”Pensionsselskabernes strategi skaber desværre ikke vækst eller nye virksomheder i Danmark. Hvis det skal ændres, er der brug for, at de, med vores pensionspenge i hånden, tager et medansvar for at løfte og hjælpe fremtidens danske succesvirksomheder fremad,” siger Birgitte Hass.

IT-Branchen foreslår derfor, at pensionssektoren fremover investerer 1% af pensionsformuen i at skabe nye virksomheder f.eks. gennem Vækstfonden, så de samarbejder med nogle, der har forstand på, hvor fremtidens succesvirksomheder findes.

Det er i følge IT-Branchen nødvendigt, hvis der skal skabes nye virksomheder til erstatning for de gamle, og hvis vores pensionspenge skal omsættes til merværdi og flere arbejdspladser i Danmark.

Om analysen

Analysen blev foretaget af Norstat i april 2018 på vegne af IT-Branchen, hvor 1.006 danskere blev spurgt om følgende: Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn: Danskerne indbetaler årligt 115 mia. kr. til pensionskasserne. De bør bruge mindst 1% af disse (svarende til ca. 1 mia. kr.) på at investere i små og mellemstore vækstvirksomheder i Danmark og dermed i danske arbejdspladser.

1.006 adspurgte Samlet 18-39 år 40-59 år 60+ år
Helt enig 26% 19% 28% 33%
Delvist enig 33% 36% 29% 34%
Delvist uenig 9% 8% 13% 7%
Helt uenig 7% 8% 8% 5%
Ved ikke 24% 29% 22% 21%