En stærk rollemodel

"Jeg har altid fokuseret på resultater"

Hver måned spørger vi en ny rollemodel om, hvad de gerne vil opnå med deres lederrolle, hvordan de har fundet deres stærke sider, og hvilke råd de vil give videre til andre kvinder. Denne måned er der fokus på Karen Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i EKF Danmarks Eksportkredit, Eksport Kredit Finansiering A/S, LB Forsikring A/S og Erik Sørensen Vin A/S

Hvad vil du gerne opnå med din rolle som bestyrelsesmedlem?

Jeg vil gerne bidrage til udviklingen af flere forskellige virksomheder ved at udnytte mine kompetencer, som jeg har opnået gennem mange år som leder i it branchen. Samtidigt lærer jeg selv meget ved at indgå i bestyrelserne.

Hvad har du haft succes med gennem din karriere?

Jeg har lagt vægt på at forstå kunderne og udnytte digitalisering i de respektive organisationer. Desuden har jeg været med til at skabe dygtige teams og udvikle nye ledere.

Jeg har altid fokuseret på resultater i de pågældende roller. Det har givet adgang til, at jeg kunne påtage mig større ansvar og mere spændende opgaver.

Hvordan fandt du dine stærke sider – og hvordan har du udviklet dem?

Jeg har selv haft dygtige ledere, som har givet mig feedback og motiveret mig til at videreudvikle mig. Jeg har også været åben overfor at påtage mig nye opgaver.

Hvad ville du ønske du havde vidst tidligere, som du ved nu?

Jeg ville have udbygget mit netværk tidligere i min karriere. De første mange år var jeg primært fokuseret på mit arbejde og at få privatlivet med børn til at fungere, mens jeg senere i min karriere brugte mere tid på at opbygge netværk.

Hvilke råd vil du give videre til andre kommende kvindelige ledere?

I skal tro på jer selv og tage chancer med opgaver, som I ikke er 100% komfortable ved. Det er meget spændende og givende at påtage sig større ansvar… og mændene kan heller ikke alt fra starten.

Og sørg for at have en partner, der støtter jer.

Interesseret i mere? Læs videre i serien om de andre kvindelige rollemodeller her.