Digitaliseringen deler Danmark i to

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der er kommet et tydeligt digitalt A- og B-hold blandt danske virksomheder. Og det er et problem.

Mens 10 procent af de danske virksomheder har en meget høj digitaliseringsgrad, har hele 58 procent en lav eller meget lav digitaliseringsgrad. Det viser publikationen It-anvendelse i virksomheder 2017 fra Danmarks Statistik.

”Det er bekymrende, at så stor en del af de danske virksomheder endnu ikke har omfavnet digitaliseringen, da det ikke bare kan have kæmpe betydning for den enkelte virksomhed, men også for samfundet som helhed,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

Stort digitalt potentiale

Tal fra Erhvervsministeriet viser, at de mest digitale virksomheder i Danmark i gennemsnit har over 20 pct. højere arbejdsproduktivitet end de mindst digitale virksomheder.

Det svarer til, at hver medarbejder i virksomheder med høj digitalisering bidrager med 135.000 kr. mere i værditilvækst end medarbejdere i lavt digitaliserede virksomheder.

”Hvis vi bare kan få flyttet de mindst digitales niveau til mellem og de mellemste til det højeste niveau, kan vi skabe en varig værdiskabelse på godt 8 mia. kr. om året. Så det er vigtigt, at vi sætter ind og hjælper virksomhederne på vej,” udtaler Birgitte Hass.

Digitalisering er ikke svær

Selvom mange især mindre og mellemstore virksomheder måske kan have svært ved at overskue mulighederne og potentialet i at digitalisere deres forretning, behøver det ifølge Birgitte Hass ikke være så svært.

”Vi skal passe på ikke at gøre digitalisering og teknologi til et eller andet stort og uoverkommeligt monster. Mange vil hurtigt kunne få gevinst på bundlinjen ved blot at digitalisere ganske få ting i deres forretning,” siger hun.

For at undgå, at en stor del af især smv’erne i Danmark sakker bagud, anbefaler IT-Branchen, at der oprettes en form for digital portal, hvor virksomheder kan søge hjælp og vejledning ligesom det skal være muligt at erfaringsudveksle med virksomheder, der har succes med digitalisering.

Fokus på kompetencer

Publikationen fra Danmarks Statistik viser, at især byggeri og fødevarebranchen halter bagud i forhold til at have medarbejdere ansat, der er uddannet til at anvende avanceret teknologi. Og det kan blive en stopklods for vækst.

”Mange virksomheder mangler de nødvendige interne digitale kompetencer for at kunne overskue og vælge mellem de mange muligheder, der rent faktisk findes. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed hele tiden sørger for at videreuddanne og løfte medarbejdernes digitale vidensniveau,” slutter Birgitte Hass.

IT-Branchen har tidligere anbefalet, at dygtige digitale talenter skal sættes i spil som enten mentorer eller i virksomhedsbestyrelser, så de aktivt kan hjælpe andre virksomheder fremad.