Corti har med deres innovative AI-software vundet den paneuropæiske pris Future Unicorn Award
Det er den europæiske brancheorganisation Digital Europe, der repræsenterer 40 IT-brancheforeninger med i alt 35.000 medlemsvirksomheder, der hvert år uddeler prisen til de mest innovative virksomheder med potentiale til at blive unicorns.
AI der redder menneskeliv
Ved at bruge articificial intelligence til at analysere millioner af patientsamtaler, identificerer Corti’s software mønstrene i samtalerne og hjælper læger og andre eksperter med at forudsige og opdage potentielt livstruende situationer som f.eks. hjertestop, blodpropper mm.
”Vi er enormt glade og stolte over at modtage denne pris og på samme tid blive anerkendt på europæisk niveau. Der sker enormt meget innovation i den Europæiske sundhedssektor i disse år, og vi er stolte over at blive anerkendt for vores potentiale,” udtaler Andreas Cleve, CEO og founder i Corti.
Corti’s løsning har bl.a. hjulpet de ansatte ved Region Hovedstadens alarmcentral til at kunne genkende hjertestop i langt flere tilfælde. Før samarbejdet med Corti missede de ansatte hos alarmcentralen godt 28% af tilfældene, men efter at have integreret Corti’s software i deres arbejdsgang, har de halveret antallet af patienter som ikke fik den rigtige diagnose, hvilket har en markant effekt på overlevelsesraterne.
Det vellykkede samarbejde med Region Hovedstaden resulterede i, at Corti i 2018 indgik samarbejde med The European Emergency Number Association (EENA), for at implementere deres software i alle alarmcentraler i Europa.
Corti’s succeshistorie er et levende bevis på, at mennesker og teknologi i samarbejde kan skabe værdi og gøre en forskel.
De danske it-virksomheder har potentialet
Corti er indstillet af brancheforeningen IT-Branchen og her glæder man sig over, at det er en dansk IT-virksomhed med så stort potentiale, der vinder Future Unicorn Award.
Det var dog ikke blot Corti der som dansk virksomhed var nomineret til dette års Future Unicorn Award. Også den danske AI-virksomhed 2021.AI, der gennem deres platform hver dag hjælper virksomheder med at skalere deres AI initiativer, var nomineret.
”Vi er super stolte af, at det nok engang er en fremadstormende dansk virksomhed, der tager den europæiske pris som Future Unicorn,” udtaler Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen og slutter.
”I Danmark er vi enormt gode til at skabe stærke vækstvirksomheder, men vi kan blive endnu bedre til at gå fra start-up til scale-up, hvis vi øger det internationale udsyn i miljøet og i virksomhederne. Det er bade Corti og 2021.AI et super stærkt eksempel på.”
IT-Branchen ønsker både Corti og 2021.AI stort tillykke med nomineringerne.