”Nu bliver de grå produktionshaller digitale”

Digitale tvillinger, øget datadeling og cloud 2,5 bliver nogle af de trends, man skal forvente i 2025.

Det historiske pakhus på Dampfærgevej, der nu er omdannet til moderne kontorer, er det helt rigtige sted at tage en snak med Klaus Koefoed-Eriksen, CEO i T-Systems Nordeuropa, om, hvad vi kan vente os af spændende tendenser i 2025.

Området ved Nordhavn i København var der, hvor skibe op gennem tiden lagde til kaj med varer og produkter fra hele verden, og hvor pakhusene, fyldt med alt fra te, krydderier til stål og maskindele, var den vel mest fysiske repræsentation af vores forskelligartede erhvervsliv.

I dag er antallet af handelsskibe skrumpet ind til et minimum. Men pakhuset repræsenterer med T-Systems stadig en global hub, hvor virksomheder kan komme og få hjælp til at få styr på deres varer, logistik og produktion. Nu bare digitalt.

Fabrikken som digital tvilling

Med 26.000 ansatte i over 20 lande og en omsætning, der sidste år rundede 30 mia. kr., har T-Systems om noget fingeren på pulsen, når det handler om, hvad der sker i de forskellige industrier, brancher og virksomheder i især Europa.

Klaus Koefoed Eriksen er da heller ikke i tvivl om, hvad der kommer til at røre mest på sig i 2025.

”Hvor vi tidligere har set en stærk digitalisering af økonomiske nøgletal og kundeindsigter, kommer vi fremadrettet til at se en langt tættere integration mellem produktionsteknologien og it. Jeg tror, at vi i 2025 vil se langt flere af de traditionelle grå produktionshaller blive digitale. F.eks. at bruge data til at forudse nedbrud eller skabe digitale tvillinger til at optimere sine produktionslinjer og logistisk gennem virtuelle simuleringer,” fortæller Klaus Koefoed Eriksen.

Han forventer, at virksomhederne i højere grad vil bruge sensorer og AI samt udnytte de data produktionsapparatet allerede opsamler til at udvikle digitale tvillinger, der kan effektivisere og løfte deres produktion.

Bl.a. har T-Systems selv hjulpet BMW med at lave en komplet digital kopi af deres bilfabrik, så de kan simulere forskellige maskin- og procesflows for at finde den mest optimale opsætning i deres fabrik. Et digital setup som BMW forventer vil øge effektiviteten med op til 30%.

Markedet for digitale tvillinger og metaverser forventer PwC runder en global omsætning på 6.455 mia. kr. om bare fire år – især fordi flere af de små og mellemstore virksomheder vil begynde at benytte sig af teknologien.

82% af de adspurgte CEO’s fortæller i PwC’s analyse, at de forventer at have konkrete planer for et Metaverse/digitale tvillinger indenfor de næste tre år.

Data som en levende organisme

En anden tendens, som Klaus Koefoed Eriksen ser, er, at virksomhedernes opfattelse af data ændrer sig.

”Vi vil se flere virksomheder, der begynder at se data som en levende organisme, der hele tiden ændrer sig. Tiden med de traditionelle kvartalsvise nøgletal præsenteret i et Excel-ark for ledelsen er snart slut, og vi kommer til at se langt flere virksomheder, der analyserer og reagerer på livedata ude i de enkelte forretningsben,” udtaler han.

Forudsætningen for at bruge livedata, der er indsamles 24/7 fra både forretnings- og produktionsdelen, er dog, at man har den rette datakvalitet.

Klaus Koefoed Eriksen anbefaler, at man starter i det små og f.eks. indsamler data ind på en enkelt produktionsenhed og så genskaber enheden virtuelt, så man kan køre simuleringer på den. Først når data kvaliteten er ok bør man skalere sin løsning.

Cloud 2,5 og deling af data

Geopolitisk uro, handelskrigen mellem Kina, USA og måske snart EU samt erfaringerne fra COVID har gjort mange virksomheder usikre på, hvor og hvordan de skal håndtere deres data.

”Vi kan helt klart mærke, at flere aktivt tager stilling til, hvad man vil have liggende hos hyperscalers, hvor ens data er placeret, og hvem der skal have adgang til den. Og det er sundt. Men det betyder også, at vi begynder at se et skifte i cloud-strategien hos mange,” siger Klaus Koefoed Eriksen.

Først og fremmest tror han, at en mere volatil verden gør, at flere virksomheder søger mod sikre havne, hvilket i forhold til cloud betyder, at vi vil se flere, der ønsker, at deres data ligger i Europa.

Samtidig ser han en trend mod både multi- og hybrid-cloudløsninger, hvor virksomheder har data liggende flere steder i skyen, og hvor man skal have både public cloud og private cloud data til at spille sammen.

”Vi kommer til at se et langt mere komplekst cloud-setup end tidligere, hvilket stiller flere krav til ikke bare virksomhedens datastruktur, men også til it-leverandørernes setup. Derudover tror jeg også, at vi kommer til at se en vækst i brugen af offentlige dataspaces.”

Dataspaces er økosystemer, der giver mulighed for at dele data på tværs af virksomheder, hvor dataejeren bestemmer, hvilke data der deles, med hvem og på hvilke vilkår. Det giver f.eks. mulighed for at skabe langt større transparens i virksomhedens værdikæder.

Som eksempel nævner han Catena-X, hvor et helt økosystem omkring bilbranchen er gået sammen for at dele data på tværs, så de både individuelt og samlet bliver mere konkurrencedygtige. Digitaliseringsstyrelsens Danish Data Space Forum samt de europæiske Gaia X– og Copernicus-projekter er andre eksempler på initiativer, der vil fremme datadelingen mellem virksomheder og det offentlige.

”Et fromt ønske er, at vi i Danmark vender blikket mod de markeder, der allerede har konkrete erfaringer med Data Spaces, så vi ikke spilder tid og penge på at genopfinde den dybe tallerken, men gør brug af de erfaringer, der allerede er gjort, og den teknologi, der allerede findes,” siger Klaus Koefoed-Eriksen.

Alt i alt ser Klaus Koefoed Eriksen frem til et spændende 2025, hvor vi efter hans mening vil se en lang række spændende trends udfolde sig.

”Vi kan tydeligt mærke, hvor foranderlig en verden, vi befinder os i. Og så er det jo fra min stol kun et ekstra plus, at arbejde i verdens fedeste branche, hvor tingene aldrig står stille. Vi er i hvert fald klar til at møde den nye verden,” slutter han.