Tvivl banede vej for mening
Da Thea Mentz Sørensen begyndte på sundhedsteknologi på Aalborg Universitet, var det ikke med en fast plan for, hvor uddannelsen skulle føre hende hen. Det var snarere en fornemmelse, hun fulgte. En interesse for teknologi, sundhed, og et ønske om at arbejde med noget, der kunne gøre en reel forskel i menneskers liv.
Uddannelsen spændte bredt og gav indblik i både teknologi, it, processer og databehandling. I starten stod det ikke klart, hvilken retning der var den rigtige. Men netop det åbne felt blev en styrke. Undervejs begyndte Thea at se, hvor hendes interesse for alvor lå.
“Tanken om at bruge teknologi i en meningsfuld kontekst, dvs. for mig i sundhedsvæsenet, var vigtig for mig.”
Det blev især arbejdet med interoperabilitet og informationssystemer, der trak det længste strå. Hvordan man med it kan understøtte de sundhedsfagliges arbejde bedst muligt. Hvordan man sikrer, at de nødvendige informationer er tilgængelige på det rigtige tidspunkt. Og hvordan digitale løsninger kan være med til at skabe sammenhæng i et komplekst sundhedsvæsen.
Der hvor digitale forbindelser bliver til virkelighed
I dag arbejder Thea hos MedCom som standardiseringskonsulent. Her er hun med til at udvikle, vedligeholde og teste standarder, der understøtter digital kommunikation i sundhedsvæsenet. Det handler om, hvordan systemer taler sammen, og hvordan data udveksles ensartet mellem blandt andet hospitaler, kommuner og almen praksis.
Arbejdet består også i at koordinere med forskellige aktører, omsætte behov fra praksis til tek-niske standarder, og sikre, at løsningerne fungerer i virkeligheden. Det er et arbejde, der kræver både teknisk forståelse og blik for den hverdag, løsningerne skal fungere i.
“Selvom jeg ikke møder patienterne direkte, ved jeg, at mit arbejde er en del af det, der får det hele til at hænge sammen.”
Det har også ført hende ind i arbejdet med internationale standarder. For ønsket om at skabe bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet er ikke kun en dansk ting. Mange steder i verden arbejdes der med de samme udfordringer og de samme ambitioner om, at information skal kunne flyde bedre og mere sikkert mellem systemer og sektorer.
En vej ind i it behøver ikke begynde med kode
For Thea er det vigtigt at gøre op med forestillingen om, at it kun er for dem, der elsker at kode og helst vil sidde alene foran en skærm. It rummer langt mere end det, og der findes mange forskellige veje ind i feltet.
“It er meget mere end at sidde alene og kode. Der er plads til mange fagligheder og interesser. Sundhedsteknologi, it-ledelse, softwareudvikling, databehandling, UX og cybersikkerhed er bare nogle af de retninger, man kan bevæge sig i. Det vigtigste er ikke at kunne det hele fra begyndelsen, men derimod at være nysgerrig og have lyst til at forstå, hvordan teknologi kan bruges til at løse problemer,” fortæller Thea.
En bred uddannelse kan være en fordel, fordi den giver tid og rum til at finde sin retning undervejs. Og netop det blev afgørende for Thea. Det begyndte med tvivl, men endte et sted, hvor arbejdet føles meningsfuldt.
Der er plads til mange forskellige profiler i it. Det handler ikke om at passe ind i én bestemt forestilling, men om at finde den vej, der giver mening.
”Hvis jeg skal komme med ét godt råd, vil det nok være at undersøge mulighederne og tal med nogen, der læser eller arbejder inden for feltet,” afslutter Thea.
