Min vej til it: Sissel Ørts Gadgaard, Pentia

Man kan arbejde med IT uden at kunne kode. Nogle skal bygge broerne

Hvad fik dig til at vælge en IT-uddannelse?

Jeg kommer fra det humanistiske med en bachelor i filosofi, men jeg savnede et mere anvendeligt fokus. Jeg ville gerne lave noget, der kunne bruges i praksis, og som kunne skabe værdi for både mig selv og andre. Derfor endte jeg med en cand.it. med fokus på digital forretningsudvikling. 

Hvad arbejder du med i dag, og hvorfor giver det mening?

I dag er jeg Client Director i vores kommercielle team, hvor jeg arbejder kunderettet og har ansvar for offentlige kunder og initiativer i den offentlige sektor. Det giver mening for mig, fordi vi hjælper organisationer med at få mere ud af deres midler ved at vælge de rigtige digitale løsninger. 

Hvad vil du sige til en ung, der overvejer IT, men er i tvivl?

Go for it. IT er superaktuelt, og der er mange hylder at lande på. Du behøver ikke have kodet fra barnsben. Jeg programmerer ikke selv, men jeg arbejder med teknik i sammenhæng med forretning og hjælper med at bygge bro mellem kundens udfordringer og det tekniske sprog.