Min vej til it: Nanna Hofgård Petersen, OiSTER og Flexii (teleselskabet 3)

Fra astrofysik til tele. Det lyder måske ikke som den oplagte vej til en karriere i IT-branchen – men det var det for Nanna Hofgård Petersen. Som bachelor i fysik med speciale i astrofysik er Nanna nemlig vant til at arbejde med både kodning, dataanalyse og Python. Det blev springbrættet til et job som developer i telebranchen.

Jeg har altid været god i de fleste fag, og vidste ikke, hvad jeg ville. Så tænkte jeg: ”Hvad lyder sejt? Det gør astrofysik”. Jeg startede på KU og læste en bachelor i fysik med retning i astrofysik. Det var meget spændende, men på kandidaten syntes jeg ikke, det var så sjovt, som det tidligere havde været, så jeg droppede ud. 

Så stod jeg der og skulle overveje, hvad næste skridt skulle være. Og så kom jeg til at tænke på at analyse, kodning og Python da var anvendeligt i mange sammenhænge. Det blev springbrættet til datamatikeruddannelsen på EK, som jeg kom ind på. Den tog to og et halvt år, hvor der var to års uddannelse og et halvt års praktik. Det viste sig at være det helt rigtige match for mig. Jeg kunne bruge rigtig meget af det, jeg kunne fra fysikken – både problemtænkning og analyse, som der er en del af i IT. Og så fik jeg en praktikplads i OiSTER, hvor jeg netop er blevet ansat.

Hvorfor lige søge praktik ved et teleselskab?

Da jeg skulle søge, skrev jeg en dag på Reddit: ”Er der nogen, der ved, om deres virksomhed kunne have brug for en praktikant? Jeg kan det og det, og jeg er interesseret i IT-udvikling generelt.” Så var der én fra OiSTER, der så opslaget og rakte ud til mig. Han havde set mit post, og ville undersøge med sin leder, om der var en mulighed. Det resulterede i en samtale, og jeg fik en praktikstilling, hvor jeg primært arbejdede på ét stort projekt. Efter min praktik var overstået, fik jeg tilbudt at fortsætte i et studiejob med at arbejde videre med projektet. Det fortsatte jeg med, indtil jeg blev færdig med datamatikeruddannelsen i januar i år. Nu er jeg så fortsat her, fordi jeg fik tilbudt et barselsvikariat.

Er der noget, der har overrasket dig ved at komme ind i tele?

Der er mange ting, man skal forstå, og som jeg aldrig har tænkt over før. Det kom bag på mig, hvor stort og kompliceret, det egentligt er, og hvor mange ting, der skal være på plads for, at vores systemer virker. Jeg er stadig ved at forstå hele sammenhængen.

Hvad er det fedeste ved at være developer?

Det er når puslespillet klikker. Det kan være svært og hårdt, og man kan godt blive frustreret, og have brug for at gå væk, så man ikke stirrer sig blind på ting. Men når det så klikker, så føles det bare godt. Så er det ligegyldigt, hvor meget tid, man har brugt på det, for nu virker det, og man er glad. Det kan godt være lidt afhængighedsskabende at få den følelse.

Har du et råd til dem, der står og tvivler på, om IT-branchen kan være noget for dem?

Jeg tror, alle kan komme ind i IT-branchen. Da jeg startede på datamatikeruddannelsen, var vi et hold på omkring 30, og jeg tror, stort set alle havde en anden uddannelse først. Jeg havde gode venner, der havde meget kreative og forskellige baggrunde, men de har alle landet jobs nu. Så spring ud i det.