”Mit arbejde er aldrig kedeligt, men i konstant udvikling”
Mit arbejdsfelt fremtidssikrer teknologier og gør en forskel for andre.
Jeg arbejder som softwareudvikler i team TAR (Tax Reporting) hos Bankdata, hvor vi har ansvar for skatteindberetning. Min hverdag går med at udvikle nye softwareløsninger i vores platform 2 – både helt nye løsninger, men også migrering af ældre løsninger fra Cobol til Java.
Ud over backend-udvikling i Java har jeg også arbejdet med frontend-udvikling i Angular via Bankdatas eget Kirby Design System. Det føles meningsfuldt at være med til at flytte løsninger fra ældre teknologier over i noget mere fremtidssikret. Fordi teamet også skal drifte den eksisterende løsning i Cobol, er mit bidrag til nyudvikling og modernisering en vigtig del af vores fremdrift. Det motiverer mig, at jeg konkret kan se, hvordan mit arbejde gør en forskel.
Jeg keder mig aldrig! Der er altid spændende udfordringer
Det, der gør IT-branchen spændende for mig, er den konstante udvikling og de mange muligheder for at lære nyt. Der er hele tiden nye teknologier, værktøjer og løsninger at sætte sig ind i – det gør, at jeg aldrig keder mig. Jeg elsker den følelse, man får, når noget komplekst endelig fungerer, eller når man ser, at noget man har bygget, faktisk bliver brugt og gør en forskel.
Det er også motiverende at arbejde sammen med dygtige kollegaer og være en del af et team, hvor man støtter hinanden og løser problemer i fællesskab. Udfordringerne gør arbejdet spændende, og belønningen er følelsen af faglig stolthed og samhørighed.
Fra biolog til software udvikler
Jeg har altid haft interesse for IT – men også for dyr og natur. Derfor startede jeg faktisk med at læse biologi, fordi jeg tænkte, at IT kunne være en hobby ved siden af. Men da studiet var færdigt, stod det klart for mig, at det ikke var det rette karrierevalg.
Jeg begyndte derfor på Software-uddannelsen i Aalborg, og fra første dag kunne jeg mærke, at jeg havde fundet det rigtige.
Det var en udfordrende tid at få det hele til at hænge sammen – med et barn på seks måneder ved studiestart, pendling mellem hjemmet i Aarhus og studiet i Aalborg, og ikke mindst en graviditet undervejs, som endte i en fødsel dagen før en eksamen. Men på trods af alt det var det det hele værd. (Selvom jeg nok vil anbefale at tage uddannelsen, før man får børn).
Da min bachelor lakkede mod enden, fik jeg et job som studentermedhjælper hos et it-konsulenthus, som jeg efterfølgende skiftede ud med et job i Vejle, idet vi flyttede til trekantområdet efter endt uddannelse. Det har ikke været en udfordring at finde job, tværtimod så har jeg indtryk af at de kvindelige softwareudviklere eftertragtede. Der gik ikke lang tid før jeg blev kontaktet af min nuværende leder, om en spændende mulighed i Bankdata – som jeg er rigtig glad for, at jeg tog imod.
Selvom læringskurven har været stejl i starten – både fordi mange af de teknologier og frameworks, Bankdata benytter, var nye for mig, men også fordi jeg gik fra at være C# backend-udvikler til at arbejde i Java og samtidig få frontend erfaring – har det ikke slået mig ud. Jeg har fået virkelig god støtte fra både mit team og hele Bankdata, og det har gjort en kæmpe forskel i min udvikling.
