“Man behøver ikke være IT-specialist for at styre IT-projekter”
Som Head of IT i OiSTER og Flexii, der er teleselskabet 3’s 2nd brands, leder jeg et team af specialister, hvor vi driver og udvikler IT i teleselskabets 2nd brands. Det er mit ansvar at sikre, at mit team understøtter de kommercielle og tekniske projekter i OiSTER/Flexii med et solidt IT-fundament.
Jeg har arbejdet med IT og tele i mere end tyve år, men det sjove ved det er faktisk, at jeg ikke rent fagligt er uddannet indenfor IT. Jeg arbejdede i ti år som projektleder for et teleselskab inden, jeg tog min master i projektledelse og procesforbedring fra RUC. Derfor kommer jeg med en anden tilgang til at arbejde med IT end mange af mine kolleger, der er hardcore IT-specialister.
Vores hovedopgave er at understøtte forretningens strategiske mål via et solidt teknisk fundament og et tæt samarbejde. Samtidig skal IT-driften også spille hundrede procent til hver en tid. Der kommer også hele tiden flere krav og processer, som vi skal implementere i vores IT-stack, så der er mange tekniske projekter, vi skal håndtere på samme tid.
I vores leverancer er det væsentligste derfor, at vi er gode til at prioritere de mange idéer, der kommer fra organisationen. Det kræver en tæt kommunikation, at der er forståelse og enighed om processen og respekt om hinandens arbejde. Den sikrer vi ved at have en struktureret Project Management-proces.
At jeg har den baggrund fra RUC, jeg har, er en styrke i mit arbejde med IT. Jeg kan se strukturer og hvordan tværgående processer skal udformes, så alle ved, hvad de skal. På den måde kan man sige, at jeg har en værktøjskasse, der spænder rigtig bredt ift. projektstyret IT-arbejde.
Min oplevelse er, at det bliver meget nemmere at styre projekterne, når man kontinuerligt arbejder med at se på, hvordan processerne kan forbedres. Det synes jeg er rigtig spændende, da det på mange måder er nøglen til at kunne styre vores IT-projekter.
Jeg har været i IT i over tyve år, og det tror jeg fortsætter med at være min vej i karrierelivet. Det er som om, der stadig er noget startup-ånd i telebranchen, der skaber et stort drive og villighed til at lykkes. Det betyder samtidigt, at branchen også er meget konkurrencepræget. Hvis man skal lykkes, er man derfor nødt til at kunne reagere hurtigt og at være kreativ. Det er dén gnist, der gør, at jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag.
Som tiden er gået, er jeg blevet mere og mere bevidst om, hvordan projektledelse og procesforbedring kan bruges i alle mulige sammenhænge både indenfor og udenfor IT. Der er ikke mange RUC’ere her i min afdeling, for jeg sidder i en tech-afdeling i et tech-univers. Til gengæld bidrager jeg med nogle andre ting, der får projekterne til at lykkes. For mig viser det lidt om, at man ikke behøver være IT-specialist for at lede en IT-afdeling.
