Min vej til it: Hanne Schacke Hansen, DanOffice IT

At nå langt – og at nå mange

”Jeg tænker tit på, at det er ret utroligt, hvad en speditionsuddannelse fra 1980 i Padborg kan bringe med sig”, indleder Hanne Schacke Hansen i snakken om sin karriere og rejse i it-branchen. Mange mennesker fokuserer på at nå langt i sit arbejdsliv. Det gælder også Hanne, som helt bogstaveligt har specialiseret sig i at nå så langt som muligt. Som Logistics Specialist i Danoffice IT når hun faktisk ud i hele verden, og det er dét, hun brænder for.

 ”Jeg har været med her i 18 år, og vi har udviklet os kolossalt i dén periode. Mit primære ansvar er at få varerne ud i verden. Nogle gange er det til steder, man ikke ved, hvor er – eller ved findes. Dér bliver det tydeligt, at vi gør en kæmpe forskel. Vi havde for nyligt en opgave, hvor vi skulle ramme 236 destinationer på Filippinerne. At dét lykkedes, var en stor bedrift. Så jeg synes bestemt, jeg når langt i mit arbejde – og når ud til mange”.

Et vigtigt skifte

At finde mening i sit arbejdsliv er vigtigt for Hanne, og derfor er hendes engagement også skyhøjt. ”Det var sin sag at være speditør tilbage i 80’erne”, siger hun og fortsætter: ”Vi havde ikke EU, som vi har i dag, og der var helt andre spilleregler – eller mangel på samme. Og så var det en meget svær branche at være kvinde i. I hvert fald, hvis man drømte om at stifte familie – vi arbejdede alt for meget. Så mit skifte over på den anden side af skrivebordet for at specialisere mig i logistik og skiftet til it-branchen blev et vigtig valg for mig”. 

Hanne har igennem årene siddet med alle former for logistik. Fra små forsendelser til store, globale projekter – og det er i den sidste kategori, hun er landet og har sin hverdag med store, globale NGO’er og nødhjælpsorganisationer. ”I Danoffice IT er jeg hele tiden bevidst om, at mine kunder hjælper andre mennesker ude i verden. Og på dén måde bliver mine – og vores – evner til at få tingene ud og til at ske pludselig meget vigtigt. Og en vigtig strategisk brik for organisationer, som skal hjælpe andre og gøre dét igennem et finmasket net af love og regler”.  

Hvad arbejder du med i virksomheden i dag, og hvilken forskel føler du, at du bidrager med?

”Mit job har udviklet sig sådan, at jeg er med til at styre de store projekter og forsendelser til vores globale UN og NGO-kunder, det er mit hovedfelt og mit speciale. Strategisk logistik har ændret sig over de 18 år, jeg har været med her. I starten var det meget kontraktkunder og mere fragmenteret, men siden kom vi meget stærkere ind på markedet. Med meget store projekter, hvor vi leverer hele løsninger – en stor ændring. Også for mit arbejdsliv”

”Jeg er del af at controlle vores logistik. At vi får lavet vores ting rigtigt. At vi er sikre på, vi får alt afsluttet. Der er meget at holde styr på, og det er hen ad vejen blevet mit domæne. Jeg synes jo virkelig, at vi gør en kæmpe forskel. Jeg føler, at vi gør en forskel ud i det yderste led. Vi hjælper medarbejderne i nødhjælpsorganisationer eller NGO’er, fordi DE jo skal hjælpe mennesker – så jeg føler, at dem når vi også i dét, vi gør. Når jeg tænker over, hvad jeg beskæftiger mig med, så tænker jeg altid over, hvor privilegeret jeg er. At jeg og vi lever, som vi gør, og hvor privilegeret jeg er, fordi jeg kan bidrage til at gøre en forskel”.

Hvorfor synes du, det er spændende at arbejde i it-branchen, og hvad motiverer dig i dit arbejde?

”Fordi, der hele tiden sker en udvikling. Det er spændende at være med, hvor der er et drive og en udvikling. Vi skal også selv hele tiden tænke nyt og finde på nye løsninger. Det holder os skarpe – og det driver mig virkelig”. 

”Jeg har det altid godt med mine kunder og kolleger. Og det motiverer mig meget at vide, at jeg er en brik i et stort spil. Jeg er i høj grad en holdspiller, og jeg nyder, at vi i Danoffice IT har den holdånd, som vi har. Det motiverer mig at se, at vi kan så meget mere end for 18 år siden, da jeg startede. Det tegner kun godt for fremtiden”.

Hvordan kom du ind i it-branchen?

”Jeg havnede i branchen ved et tilfælde. I de glade 80’ere var det hektisk i speditionsbranchen, og jeg arbejdede ganske enkelt for meget. Jeg havde en god ven i Danoffice IT, som sagde til mig, hvis du skal skifte job, så er det nu! Og så gik det slag i slag – det er snart 18 siden nu”.

”Jeg har set branchen og Danoffice IT selv vokse, og oplevet branchens op- og nedgangstider. Det har været en spændende rejse”.