Gaming, cyberværnepligt og en praktikplads han aldrig forlod
Læs om Allan, der som Backend Developer hos PicoPublish bygger løsninger, der gør en forskel for kunderne – og hvordan vejen fra YouTube-tutorials til cyberværnepligt og datamatiker bragte ham dertil.
Hvad fik dig til at vælge en it-uddannelse?
Da jeg var 13-14 år, synes jeg computere var vildt interessante. Jeg spillede meget, men begyndte også at lege med programmering og se YouTube-tutorials om at bygge simple apps. Det tog mig hurtigt videre end bare gaming.
Lige siden har jeg vidst, at det skulle være noget med IT. Men vejen har ikke været lige. Jeg startede med en datatekniker-uddannelse med speciale i infrastruktur, tog grundforløb og praktik – men fandt ud af, at det ikke helt var det rigtige. Så stoppede jeg og tog HTX i stedet, fordi jeg overvejede at læse computer science i udlandet.
Så dukkede cyberværnepligten op – helt nyt dengang. Det lød spændende, og jeg kom med på det allerførste hold. Ti måneder, hvoraf de sidste seks var cyberværnepligt. Bagefter arbejdede jeg to år som IT-supporter i Forsvaret.
I 2022 startede jeg på datamatiker-uddannelsen. Jeg ville noget med programmering og valgte datamatiker, fordi den var mere hands-on end datalogi. Og det var gennem min praktik hos PicoPublish, at jeg landede der, hvor jeg er i dag.
Hvad arbejder du med i dag, og hvorfor giver dit arbejde mening for dig?
Jeg arbejder med backend-udvikling hos PicoPublish. Det, jeg lavede som praktikant, er faktisk tæt på det, jeg laver i dag – allerede fra start fik jeg lov til at arbejde med rigtige kundeopgaver.
I dag bygger jeg backend-kode og bruger min viden om servere, hosting og netværk. Det er ikke noget, man nødvendigvis ser i frontenden, men man ved, at det gør en kæmpe forskel for kunden og deres hverdag. Det er det, der driver mig – at være med til at udvikle noget, der giver mening for dem, der skal bruge det.
Hvad vil du sige til en ung, der overvejer en it-uddannelse?
Niveauet afhænger meget af, hvilken retning man vælger. På datamatiker-uddannelsen kan man sagtens starte fra bunden og lære undervejs. Det vigtigste er nysgerrighed og interesse for IT.
Hvis det lyder spændende, så giv det et skud. IT er et fag, der bliver ved med at være relevant. Formen kan ændre sig med AI og ny teknologi, men nogen skal stadig have styr på, hvad der foregår under motorhjelmen. Så det er og bliver et felt med fremtid.
