Min vej til it: Adrian Mirza Salcedo, Deloitte

En utraditionel vej ind i IT

Hvad fik dig til at vælge en IT-uddannelse? 

Jeg har faktisk ikke gået på en IT-uddannelse. Jeg har en kandidat i International Marketing & Management fra CBS, men der er mange veje til IT – også som low-code/no-code profil. Efter min kandidat valgte jeg et karriereskift og blev trænet op som kok på POPL. Efter godt 7 måneders hård, men kreativ udvikling savnede jeg stabilitet, og min interesse for IT havde været der siden min bachelor. Jeg tilmeldte mig jobcenteret og gjorde det klart, at jeg gerne ville ind i IT. De hjalp mig kort efter til Novo Nordisk som SAP Junior Konsulent, hvor jeg startede min rejse inden for Digital Transformation og hoppede over til Deloitte ikke længe efter.

Hvad arbejder du med i dag, og hvorfor giver dit arbejde mening for dig? 

Jeg arbejder med Digital Transformation hos Deloitte. Det er helt vildt stimulerende for dem, som er nysgerrige. Helt basalt handler det om forretningsforståelse. Du skal forstå processer på globale virksomheder, som er meget komplekse. Tænk for eksempel på den rejse avocadoer i dit supermarked har – alt fra at plante frø, hvordan det bliver gjort, til når de bliver modne, pakkes og fragtes gennem flere forskellige lande med forskellige logistiske ressourcer. Alt det her skal gennem et hav af mennesker, og hele rejsen fra frø til salg skal følges i et ERP-system. Det ERP-system, vi hjælper kunderne med, hedder SAP, og det påvirker så mange tusinde menneskers hverdag, når vi laver en fuld transformation. 

Hvad vil du sige til en unge, der overvejer en IT-uddannelse, men er i tvivl? 

Jeg kan kun tale om min oplevelse inden for Digital Transformation, men jeg kan sige, at soft skills er et kæmpe must. Du kan være ekstrem god til at code, konfigurere eller lave Change Management, men hvis du er dårlig til at forstå, snakke eller arbejde med folk, bliver det virkelig udfordrende for dig, da alt inden for IT bliver skabt i grupper. Hvor ofte har du været i et forhold, en vennegruppe eller talt med dine forældre, og en ting bliver sagt, men noget helt tredje er faktisk ment? Det kan ChatGPT ikke fange. Det er emotional intelligence, der fanger det. Så det handler ikke om rene 12-taller, men om en god blanding af dine faglige evner og dine people skills. Coding bliver nemmere og mere effektivt gennem AI, så lær people skills, og du har masser af jobmuligheder. Vælg ikke noget baseret på penge, men vælg ud fra interesse, og du holder ved også når det er svært og kræver en hel del læring – og inden for Digital Transformation stopper læringen aldrig.