Af Freddy Lykke, direktør for Sirenia og formand for IT-Branchens Sundheds-it udvalg.
At sociale vilkår har betydning for menneskers sygdom, levetid og livskvalitet, er måske ikke en nyhed for mange. Alligevel er Sundhedsstyrelsen rapport ”Social ulighed i sundhed og sygdom” ubehagelig læsning.
Her kan man bl.a. læse, at uligheden indenfor sundhed vokser i Danmark. Dødeligheden blandt dem med en videregående uddannelse er de sidste 30 år mindsket i en takt, som er tre gange højere end, hvad den er for dem med grundskole som højest fuldførte uddannelsesniveau. Så de veluddannede lever markant længere end de lavest uddannede.
Det seneste europæiske studie viser, at uligheden for mænd i 10 ud af de 11 lande i Vesteuropa er blevet mindre over de sidste mange år. Med én undtagelse. I det ellevte land, Danmark, blev uligheden faktisk større. Uligheden for kvinder er også øget i Danmark i samme tidsrum, og er nu størst i Europa.
Samtidig viser rapporten, at antallet af syge indenfor flere typer af kræft, KOL, alkoholskader og andre sygdomme stiger – hvis man altså er lavuddannet.
Der er også en betydelig ulighed i overlevelsesraten, når man først er blevet alvorligt syg.
Fem år efter en diagnose er dødeligheden 30-80 % højere for de, som har grundskole som højest fuldførte uddannelsesniveau, sammenlignet med dem som har en videregående uddannelse. Og det er på trods af, at der ofte findes effektive behandlinger på alle disse områder.
Også efter et sygdomsforløb er uligheden blevet større i Danmark. Risikoen for ikke at komme i arbejde efter et sygdomsforløb er 2 til 4 gange højere, hvis man kun har folkeskole i forhold til dem, der har en videregående uddannelse.
Et dansk velfærdsparadoks
Danmark har sammen med de øvrige nordiske lande en forholdsvis lav grad af indkomstulighed sammenlignet med andre europæiske lande, hvilket bl.a. hænger sammen med den skandinaviske velfærdsmodel.
Alligevel har vi en høj grad af ulighed, når det handler om sundhed. Hvorfor?
Forklaringer på uligheden i vores sundhed handler om mange ting. Man skal både kigge på årsagerne til, at man bliver syg, ens egen sårbarhed og på uligheden i de forhold, som påvirker forløb og konsekvenser af sygdom, inklusive sundhedsvæsenets ydelser.
Så det er ikke en nem formel at håndtere, men et nødvendigt regnestykke vi skal lave.
Skal vi uligheden til livs?
I ethvert samfund er en vis grad af ulighed i arbejdsforhold og indkomster selvfølgelig uundgåelig. Og der vil helt sikkert være grupperinger, der argumenterer både for og imod, størrelsen af forskelle på disse områder.
Men en sundhedsmæssig ulighed vil aldrig være til gavn for samfundet eller den enkelte borger. Samfundsskabt ulighed i sundhed er og kan kun være uhensigtsmæssig, og vi bør derfor gøre en særlig indsats for at reducere denne ulighed.
Spørgsmålet er så, om vi kan digitalisere os ud af uligheden? Nok ikke helt. Men digitalisering er et værktøj, der kan være med til at minimere de udfordringer, som skabes af ulige sundhed.
Hvordan får vi uligheden ud af sundhedssektoren?
Digitalisering kan både øge og mindske ulighed, men fordelene ved digitale løsninger er langt større end risici. Specielt når digitaliseringen tilbydes til alle i samfundet. Derfor er spørgsmålet ikke OM vi skal digitalisere, men HVORDAN vi skal gøre det.
Med længere til sygehuse og lægen vil flere danskere få endnu sværere ved at søge læge – og det vil uundgåeligt forstærke uligheden, hvis det ikke håndteres.
Her kan digitale løsninger gøre det lettere at komme i kontakt med sundhedsvæsenet – på trods af øget fysisk afstand. De digitale videoløsninger findes allerede, og flere danskere har prøvet dem under corona-nedlukningen.
Mange af de store uligheder i sundhedsvæsenet knytter sig til sygdomme som kræft, overvægt samt kroniske sygdomme. Også her kan digitale løsninger hjælpe både med forebyggelse, tidlig opsporing, effektiv behandling og genoptræning samt hjælp til at leve med sygdommen.
Særligt i perioderne før og efter selve behandlingen – hvor sundhedsvæsenet har svært ved at nå borgerne – har de digitale værktøjer et kæmpe uindfriet potentiale.
For eksempel arbejder man i Telecare Nord på at anvende kunstig intelligens til at opspore begyndende forværringer hos KOL-patienter, så man kan sætte ind inden det fører til en indlæggelse.
Og på sygehus Lillebælt arbejder man med at bruge algoritmer til at opspore kræft langt tidligere, end en læge ville kunne opdage det. Både kræft og KOL er blandt de sygdomme, der ifølge Sundhedsstyrelsen er med til at skabe den store ulighed, og hvor en tidlig reaktion er altafgørende for et godt forløb og muligheden for at forblive sund og rask.
Sundhedsdata skal i spil
Nøglen ligger i øget anvendelse af de gode danske sundhedsdata. Og ikke bare sundhedsvæsenets data, men også borgernes egne data, som i stigende grad indsamles fra telefoner, ure, mv.
Med udgangspunkt i de mange danske sundhedsdata, kan vi udvikle løsninger der er mere personlige og rammer bedre, så landsdækkende kampagner kan erstattes af målrettede og skræddersyede indsatser.
På den måde kan vi tidligere opdage sygdom og sætte proaktivt ind før den udvikler sig – og vi kan holde borgerne i gang med genoptræning og de nødvendige livsstilsændringer.
Nogle af disse løsninger, er allerede udviklet. Her handler det blot om en politisk vilje til at prioritere udbredelsen. Andre løsninger venter vi stadig på, og her er det afgørende, at vi kan stille de danske sundhedsdata til rådighed for at udvikle løsningerne.
En fokuseret digital indsats vil hjælpe alle danskere, men vil især grundet uligheden komme de svage til gode. Så hvad venter vi på?
Altinget har for øvrigt bragt ovenstående i en forkortet udgave under overskriften “En digital sundhedsindsats vil komme de svage til gode.“