Af Peter Wilmar Christensen, formand for IT-Branchens kapitaludvalg og co-founder af Greenwave Systems.

Vi har i Danmark organiseret os sådan, at stort set alle danskeres pensionsmidler administreres af pensionsfonde. Desværre ønsker de ikke at bruge vores fælles opsparing på at støtte det danske vækstpotentiale.

Vi danskere betaler årligt 115 mia. kr. ind til pensionskasserne i forventning om, at de forvalter vores penge bedst muligt.

Statens pensionsselskab, ATP, har f.eks. primært placeret sin formue i obligationer, hvilket i 2017 sikrede et afkast på 3-4 % af den samlede formue på 769 mia. kr.

Men er obligationer og udenlandske aktier den bedste investering for os borgere, eller er der andre veje, der både giver bedre afkast og samtidig støtter danske arbejdspladser?

Det er gang på gang blevet dokumenteret, at venture investeringer slår markedet.

De 50 mest værdifulde danske it-selskaber har i en ny opgørelse en samlet værdi på 250 mia. kr. Hvis vi skal have flere selskaber som disse – og hvis de skal blive i Danmark, er det nødvendigt, at nogen investerer i dem.

ATP trækker sig nu fra venture-investeringer

Desværre investerede ATP kun ca. 1 promille i venture – på trods af, at de største dansk-startede it-selskaber gav et afkast på ca. 20 % og på trods af, at ATP anerkender, at investering i unoterede aktier kan give store positive bidrag.

Nu har ATP dog meddelt, at de trækker sig ud af venture investeringer. Heller ikke Vækstfonden vil længere investere i de tidlige stadier af virksomhederne.

Så hvem er det, regeringen ser som investorer til venture?

Invester i det danske vækstlag

Investeringer i nye højteknologiske virksomheder vil bidrage til at sikre, at det danske samfund og de danske penge stadig er noget værd, når pensionerne en gang skal udbetales.

Samtidig vil investeringer i succesfulde små og mellemstore danske virksomheder være med til at give flere arbejdspladser i Danmark, og dermed sikre flere skatteindbetalinger og større vækst i samfundet.

Det er muligvis nemmere at købe C25 aktier – men det er ikke på den måde, vi løser behovet for fremtidig vækst og udvikling i Danmark.

Fælles opfordring til pensionskasserne

IT-Branchen har tidligere opfordret til, at pensionsfondene blev pålagt at investere 1 % af deres mange milliarder i små og mellemstore vækstvirksomheder.

Det er nødvendigt at få pensionskassernes midler i spil – og kan pensionskasserne ikke selv finde ud af det, må politikerne træde til.

Regeringens aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer omfatter et initiativ til at etablere en brancheaftale om større gennemsigtighed i pensionsfondenes aktieinvesteringer, som vil kunne bidrage til at øge pensionsselskabernes incitament til at investere pensionsmidler i danske vækstvirksomheder. Det er et lille skridt på vejen.

Derudover foreslog regeringens Iværksætterpanel i deres anbefalinger, at udvide ATP’s formålsparagraf til at omfatte investeringer i fremtidens danske arbejdspladser. Også dette er et skridt i den rigtige retning.

Vi støtter regeringen og Iværksætterpanelets anbefalinger og håber, at ATP og resten af pensionsselskaberne vil tage imod den fremstrakte hånd til at investere i det danske vækstlag og dermed i danske arbejdspladser.

At investere 1 % af de bugnende pengetanke betyder uendeligt lidt for pensionsfondene, men vil betyde en verden til forskel for de mange danske vækstvirksomheder med potentiale til at vokse – og vil samtidig give et bedre afkast til os alle.