Financial Times udgiver hvert år en liste over de 1.000 virksomheder i Europa, der kan fremvise størst vækst. Hele 265 af disse er tech og it-selskaber, og dermed repræsenterer it-branchen mere end hver fjerde af de hastigst voksende virksomheder i Europa.

”Både erhvervslivet og det offentlige i hele Europa efterspørger digitale løsninger, der gør brug af f.eks. AI, big data og cloud, og derfor ser man også stor vækst i netop it-branchen. At man ser så mange vækstvirksomheder fra én branche, viser også noget om, at vi står midt i en markant og reel samfundsforandring,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen, der sammenligner tendensen med den vækst man så i produktionsvirksomhederne under den industrielle revolution.

Danmark halter bagefter

Ser man efter danske virksomheder blandt Europas top 1.000, dukker der desværre blot seks virksomheder op, hvoraf den bedst placerede, ClickLearn, ligger som nr. 136.

”Danmark har markant færre vækstvirksomheder på listen i forhold til de lande, vi normalt sammenligner os med, og det er ikke et godt tegn. Hverken i forhold til, hvordan vi udnytter danske virksomheders vækstpotentiale eller i forhold til Danmarks ambitioner om at være en førende digital nation,” udtaler Birgitte Hass.

Antal vækstvirksomheder på top 1.000

Skal man stå bedre på listen og dermed også i den globale konkurrence, er det ifølge hende og IT-Branchen nødvendigt, at man finder årsagerne til, at vi ikke har flere vækstvirksomheder i landet.

Adgang til kompetencer og kapital er afgørende

63% af it-virksomhederne i Danmark siger, ifølge IT-Branchens årlige IT-Barometer, at den største barriere for vækst er mangel på kompetencer, mens hvert femte (20,9%) peger på manglen på kapital, som den største væksthæmmer for branchen.

”I forhold til kompetencemanglen handler det hovedsageligt om tre ting. Vi skal sørge for at videreuddanne og opkvalificere vores medarbejdere til fremtidens arbejdsopgaver, gøre det attraktivt for udenlandske specialister at arbejde i danske virksomheder, og så skal vi kæmpe for at flere unge kan uddanne sig indenfor it.”

Men også kapitalmanglen er en vækststopper for mange it-virksomheder. 24,8% af it-virksomhederne har forsøgt at rejse kapital indenfor de seneste tre år for at kunne få gang i deres vækstmuligheder.

”Pengene er der, men virksomhederne møder alt for mange barrierer, og får derfor alt for sjældent adgang til den nødvendige kapital. Der er simpelthen behov for at rydde op i de mange støtteordninger, besværlige processer og ugennemskuelige krav. Ellers går det ud over virksomhedernes vækst, danske arbejdspladser og sidste ende også vores placering som førende digital nation,” slutter Birgitte Hass.


De seks danske virksomheder på listen

VirksomhedNr.Branche
ClickLearn136Technology
IT Minds578Technology
Innovation Roundtable608Support Services
Rains694Fashion
Biometrics Solutions874Technology
Kallehave Stål & Montage928Construction

De 265 tech og it-virksomheder fordelt på underbrancher

UnderbrancheAntal
Cybersecurity8
Ecommerce58
Fintech19
Games industry5
Technology159
Telecoms6