It-virksomhederne har brug for hurtig hjælp pga. coronakrisen

Effekten af coronakrisen kan i den grad mærkes i it-branchen, hvor over halvdelen af branchens virksomheder allerede oplever ordrenedgang, og hvor hver 3. nu forventer fyringer.

It-virksomhederne har brug for hurtig hjælp pga. coronakrisen

”Flere it-virksomheder havde ellers set frem til endnu et rekordår. Men nu er champagnen udskiftet med gravøl, og sorte skyer er trukket op omkring en branche, der kigger ind i en virkelighed med færre ordrer, omsætningsfald og snarlige fyringer,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Udtalelsen falder på baggrund af en netop offentliggjort undersøgelse foretaget af IT-Branchen, IT-Forum og Brainsbusiness blandt landets it-virksomheder, hvor man har spurgt til coronakrisens effekt på it-branchen.

Allerede nu oplever mere end hver 2. virksomhed (58,6%) faldende ordrer fra erhvervslivet, mens mere end hver 4. (28,9%) oplever faldende ordrer fra det offentlige pga. coronakrisen.

Den omfattende lockdown af det danske samfund, kan også mærkes. 29,8% melder, at deres kunder nu har svært ved at overholde deres aftaler og leverancer, mens 20,1% melder tilbage, at de selv har svært ved at overholde deres leverancer pga. coronakrisen.

”Vi ser en branche, der ikke bare er ved at gå i stå, men som også hastigt mister deres fremtidige omsætning pga. især erhvervslivets ordrestop. Og det er et kæmpe samfundsmæssigt problem, hvis både det offentlige og det private sætter den nødvendige digitalisering på hold. Især i en tid, hvor man ellers netop kan se, hvor vigtig teknologien er for at løse fremtidens opgaver,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Mørke udsigter for resten af 2020

Spørger man it-virksomhederne om udsigterne til resten af 2020, ser det heller ikke for godt ud.

3 ud 4 virksomheder (76,7%) forventer et fald i omsætningen, mens hver 3. (34,3%) forventer fyringer i 2020 pga. coronakrisen.

”Selvom regeringen har søsat mange gode hjælpepakker og initiativer, hjælper det ikke ved det faktum, at mange virksomheder risikerer at synke indenfor ganske få måneder. Der er brug for hurtig hjælp til især de mindre virksomheders likviditet, og så skal vi have erhvervslivet i gang så hurtigt som muligt igen. Ellers står vi overfor en erhvervsmæssig katastrofe med lukninger, fyringer og alvorlig recession,” udtaler Natasha Friis Saxberg.

Om analysen

Analysen er foretaget af IT-Branchen, IT-Forum og Brainsbusiness i uge 13 (man. 23. marts til ons. 25. marts), hvor 400 it-virksomheder har besvaret en række spørgsmål vedr. effekten af coronakrisen på deres virksomhed.

1. Hvordan er jeres ordrer påvirket af coronakrisen?

2. Hvordan er jeres eksisterende it-projekter påvirket af coronavirus?

3. Hvilke af regeringens hjælpepakker vil være relevant for din virksomhed?

4. Pga. af coronakrisen forventer vores virksomhed (i 2020) at: