Adm. direktør i IT-Branchen, Birgitte Hass, havde æren af at byde velkommen til en dag hvor vidensdeling, debat og masser af spændende taler om databeskyttelse var på programmet.
Blandt de mange emner, var især den kommende persondataforordning et gennemgående tema til årets konference.
Fortolkningen af den har givet mange virksomheder sved på panden, og de mange deltagere kunne derfor blive klogere på de nye ting som EU-lovgivningen medfører.
Kunstig intelligens og privatlivsbeskyttelse som toneangivende megatrends
En af de mange deltagende oplægsholdere, var Managing partner hos Digital Nations, Rasmus Theede, som foran et spændt publikum, fortalte om potentialet og farerne ved en teknologi, der vil påvirke vores liv og hverdag i større og større grad, nemlig kunstig intelligens.
”Mulighederne for, hvad vi kan, er eksploderet indenfor de sidste 5-10 år, i takt med at vi har fået mere regnekraft og data til rådighed. Så lige nu handler det om at holde øje med, hvad kunstig intelligens er nu, og om hvordan det vil udvikle sig i fremtiden. Der er behov for, at vi begynder at tænke på regulering, og på hvilke etiske principper vi skal lægge ned over kunstig intelligens,” udtalte han.
Derudover kom Rasmus Theede også ind på nogle klare holdninger omkring data- og privatlivsbeskyttelse, og om hvordan principper kan stå i vejen for fremtidig innovation.
”Digitaliseringsdebatten kan efter min mening, godt blive en smule skinger en gang i mellem. Det er super vigtigt med sikkerhed, men det er også vigtigt, at vi har nogle systemer, som folk rent faktisk kan benytte. Vi skal ikke blive skræmte for at bruge data, der f.eks. kan sikre medicinske gennembrud, sørger for at vores arbejdsliv bliver lettere eller sikrer, at vi som enkeltpersoner træffer de helt rigtige beslutninger.”
Dermed gav han en samlet konklusion for, hvad der kunne være et underliggende emne for dagen:
”Emnet for i dag må være balancen mellem privatliv og sikkerhed på den ene side, og brugen af data på den anden side – og hvordan vi sørger for, at det ting kan gå hånd i hånd.” afsluttede Rasmus Theede.
Se billederne fra dagen her: