Samarbejde mellem it-virksomheder ved tilbud på offentlige udbud

Hvad skal man være opmærksom på?

Dato & tidspunkt

Kategori

Få succes i samarbejdet mellem virksomheder ved den næste IT-kontrakt!

At deltage i et udbud om en IT-kontrakt kan være en kompleks øvelse – særligt når virksomheder skal samarbejde om deltagelse i udbuddet, fx som hovedleverandør og underleverandør, kan det give anledning til en række juridiske overvejelser.
 
Der vil ofte være mange fordele ved at være flere virksomheder om at byde ind på en opgave. Som virksomhed bør man dog være opmærksom på, at man opererer inden for de konkurrence- og udbudsretlige regler. Samtidig bør man sikre sig, at man har et solidt aftalegrundlag mellem virksomhederne, som indgår i samarbejdet.
 
Kom og hør specialisternes input om faldgruber og opmærksomhedspunkter, når din virksomhed næste gang skal indgå i et samarbejde om bud på en IT-opgave.
 
Du får praktiske og juridiske tips og tricks til, hvordan din virksomhed kan samarbejde med andre virksomheder om at byde på en opgave samt hvordan du kan identificere og håndtere relevante problemstillinger i praksis.
 
På eventet vil der blandt andet blive gennemgået:

  • De grundlæggende konkurrenceretlige principper
  • De konkurrenceretlige rammer for samarbejde, herunder muligheden for konsortiedannelse.
  • De udbudsretlige rammer for samarbejde.
  • Indgåelse af konkrete samarbejdsaftaler, herunder back-to-back-aftaler.

Onsdag den 11. december, kl. 09.00 – 11.30
Børsen, Slotsholmsgade, 1217 København K
Læs mere og tilmeld dig her


Eventen udbydes i samarbejde med DAHL Advokatfirma og faciliteres af Thomas Grønkær, advokat/partner, og Lasse Bo Szuwalski Hansen, advokatfuldmægtig.

Om oplægsholderne:

Thomas Grønkær, advokat/partner i DAHL, er certificeret IT-advokat og rådgiver både private leverandører og offentlige myndigheder om it-udbud, herunder udbudsprocesser, kontraktgrundlag og evaluering af tilbud.

Han har stor erfaring med at udarbejde kontraktgrundlag, udarbejde og kvalitetssikre udbudsmateriale og tilbudsmateriale samt i at deltage i kontraktforhandlinger. Thomas Grønkær underviser desuden i udbudsret, specifikt om gennemførelse og deltagelse i IT-udbud.

Endelig har Thomas Grønkær også stor erfaring med at føre sager ved Klagenævnet for Udbud, domstolene og Voldgiftsretten.

Lasse Bo Szuwalski Hansen, Advokatfuldmægtig hos DAHL, har specialiseret sig inden for konkurrenceret, hvor han bl.a. rådgiver om konkurrenceretlige forhold, herunder konkurrencebegrænsende aftaler, misbrug af dominerende stilling, samt øvrig compliance og sanktioner for konkurrenceovertrædelser. Lasse har fra sin tidl. stilling i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen erfaring med konkurrencemyndighedernes behandling af sager om håndhævelse og fusionskontrol efter konkurrencelovgivningen.