Guides og værktøjer
IT-Branchen vil løbende opdatere hjemmesiden med uddybende artikler, vejledninger og hjælp til at forstå EU’s AI Act.
I nedenstående har vi samlet links til en række officielle guides, værktøjer og hjemmesider, som kan være en hjælp i forhold til at leve op til EU’s AI Act.


Guides fra Digitaliseringsstyrelsen
Digitaliseringsstyrelsen er udnævnt som national tilsynsmyndighed i forhold til AI Act. Det betyder, at det er dem, der skal stå for og har tilsynet med implementeringen af forordningen i Danmark på tværs af tilsynsmyndigheder.
De har allerede udgivet to guides til, hvordan man skal bruge generativ kunstig intelligens ansvarligt:
- Guide til virksomheder om ansvarlig anvendelse af generativ kunstig intelligens
- Guide til offentlige myndigheder om ansvarlig anvendelse af generativ kunstig intelligens
Som virksomhed anbefaler Digitaliseringsstyrelsen, at man forholder sig til følgende tre ting:
1. Tilgang til brugen af generative AI-værktøjer
Der findes mange anvendelsesmuligheder og forskellige typer af generative AI-værktøjer. Det er vigtigt, at I tager stilling til, hvad I ønsker at opnå, hvorvidt generativ AI kan anvendes hertil, og på den baggrund forholder jer til, hvilke krav det stiller til jeres valg af generative AI-værktøjer.
Først er det vigtigt at afgrænse, hvorvidt jeres forretningsbehov dækker over almen anvendelse, specialiseret projektanvendelse eller begge dele.
2. Retningslinjer for brugen af generativ AI-værktøjer
Efter I har taget stilling til hvilke generative AI-værktøjer, der er relevante i jeres virksomhed og i relation til jeres forretningsbehov, anbefales det, at I udformer retningslinjer, der skal danne rammerne for brugen i jeres virksomhed.
I den forbindelse er det vigtigt, at I forholder jer til de faldgruber, der kan være ved anvendelse af generativ AI, samt relevante lovgivningsmæssige og kontraktuelle rammer.
3. Organisatoriske rammer for ibrugtagning af ny teknologi
Udover at tage stilling til hvilke formål brugen af generativ AI skal tjene, hvilke AI-værktøjer, der kan anvendes i virksomheden og hvilke retningslinjer, der skal gælde for brugen heraf, så er det som altid relevant at tage stilling til, hvordan I som virksomhed understøtter en ansvarlig anvendelse i praksis gennem organisatoriske rammer.
Du kan løbende holde dig opdateret med, hvad Digitaliseringsstyrelsen melder ud omkring brugen af kunstig intelligens på deres hjemmeside.
Derudover har Digitaliseringsstyrelsen offentliggjort seks vejledninger om de former for brug af kunstig intelligens, der er helt forbudt i EU:
- Hovedvejledning om de forbudte former for AI-praksis efter AI-forordningens artikel 5
- Vejledning om forbud mod AI, der anvender skadelige manipulerende teknikker
- Vejledning om forbud mod AI, der udnytter særlige sårbarheder
- Vejledning om forbud mod AI, der foretager social bedømmelse
- Vejledning om forbud mod AI, der foretager en ikkemålrettet indsamling af ansigtsbilleder
- Vejledning om forbud mod AI, der udleder følelser på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner

Guides fra EU
EU-Kommissionen har en “AI Act Single Information Platform“, hvor de har samlet al relevant EU-materiale omkring AI Act.
Her kan du bl.a. finde:
- AI Act Explorer, hvor kan bladre igennem selve lovteksten samt de forskellige annekser til loven.
- Compliance Checker, der hjælper virksomheder med at finde ud af, om deres AI-løsning lever op til lovkravene.
- En FAQ med de oftest stillede spørgsmål vedr. AI Act.
Guide til at undervise medarbejdere i AI-løsninger
Som noget nyt stiller EU krav til, at virksomheder, der udvikler eller anvender AI-løsninger, skal klæde medarbejderne på med de rette færdigheder.
2. februar 2025 trådte de første regler fra AI Act i kraft, og dermed også et krav om, at alle organisationer, der udvikler eller anvender AI-løsninger, skal sikre, at deres medarbejdere besidder tilstrækkelige AI-færdigheder.
Kravet gælder alle virksomheder og myndigheder, der udbyder, drifter og anvender AI-løsninger – uanset hvilken AI-risikoprofil løsningen har.
Hvordan uddanner man medarbejderne i AI?
AI Act specificerer ikke, hvilke tiltag man konkret skal igangsætte for at sikre et tilstrækkeligt niveau af AI-færdigheder hos medarbejderne. Så det er op til hver enkelt virksomhed at vurdere, hvad der er tilstrækkelige AI-færdigheder i netop deres organisation.
Én tilgang kan være, at man kigger på, hvilke færdigheder der er behov for, hvem der skal have disse færdigheder i organisationen, og hvordan man vil undervise i det.
1. Undersøg hvilke AI-færdigheder der er behov for?
Man kan f.eks. starte med at opdele de krævede kompetencer i f.eks. teknologiske, praktiske og etiske AI-færdigheder.
De teknologiske AI-færdigheder giver indsigt i, hvordan AI-systemer er udviklet, hvilke datakilder der ligger til grund for træningen af AI-systemet, og hvordan AI-systemet behandler, tolker og præsenterer informationen.
Praktiske AI-færdigheder handler om evnen til at kunne anvende et AI-system. Det kan f.eks. være viden om, hvordan AI-systemet bruges, hvilke arbejdsopgaver det må bruges til, og hvilke forholdsregler der eventuelt skal tages i anvendelsen.
Etikken drejer sig om forståelsen for de implikationer, som et AI-system kan have på både medarbejdere, kunder og samfundet i øvrigt. Her gælder det om at klæde medarbejderne på til at kunne opdage og reflektere over etiske problemstillinger ved udvikling og brug af kunstig intelligens.
2. Hvilke medarbejdere skal uddannes i AI?
Hvilke AI-kompetencer det er nødvendigt at have, vil typisk være relateret til de konkrete arbejdsfunktioner, som medarbejderen er involveret i.
Der kan derfor være stor forskel på, om der er tale om medarbejdere, der udvikler AI-løsninger, en leder der har ansvaret for udvikling og idriftsættelse, eller medarbejdere som anvender AI-systemet til dagligt.
Samtidig vil graden af AI-færdigheder i høj grad afhænge af selve AI-systemet – både ift. kompleksiteten i systemet samt anvendelsesområdet, herunder om der er tale om minimal eller høj risiko for indvirkning på grundlæggende rettigheder og sikkerhed.
3. Hvordan skal medarbejdernes uddannes i brugen af AI?
Der kan være mange forskellige muligheder for, hvordan man uddanner medarbejderne i brugen af kunstig intelligens.
Det vil være op til den enkelte virksomhed selv at finde ud af, hvad der passer bedst til deres organisation, men et par oplagte bud kunne være:
- E-læringskurser for medarbejdere og ledere, der målretter forskellige typer af færdigheder og niveauer
- E-mails, nyhedsbreve og anden skriftlig kommunikation om AI-kompetencer
- Awareness-kampagner
- Lokale AI-fagfællesskaber
- AI-ambassadører inden for organisationen
EU-Kommissionen har udarbejdet en Q&A, hvor de besvarer en række spørgsmål vedr. AI Literacy reglerne. Dem kan du læse mere om på EU-Kommissionens hjemmeside.
Sådan arbejder Alfa Laval med AI-færdigheder
Hos Alfa Laval er man på tværs af lande allerede godt i gang med at undervise medarbejderne i brugen af AI. Det gør de på to måder og alt efter, hvilke AI-systemer man arbejder med.
Først og fremmest kører de en række generelle virtuelle classrooms, hvor alle medarbejdere i organisationen kan få undervisning i, hvordan de f.eks. kan bruge Copilot i deres hverdag.
Da Alfa Laval også har en række egenudviklede AI-løsninger og AI-agenter, bliver de relevante medarbejdere også tilbudt en mere lokal og tilrettet undervisning i det specifikke system, som dog også kan foregå via online kurser og tutorials.
Europa Kommissionen har derudover udgivet en lille brochure med gode konkrete eksempler på, hvordan både store og små virksomheder på tværs af EU har arbejdet med at uddanne deres medarbejdere i brugen af kunstig intelligens. Læs de gode AI-uddannelses eksempler her (på engelsk).
Yderligere hjælp til AI Act
Har du brug for juridisk hjælp til AI Act, er du velkommen til at kontakte advokatfirmaet DAHL, som IT-Branchens medlemmer kan benytte sig af, på 88 91 91 00 eller skrive til shield@dahllaw.dk.
Seneste nyheder om NewTech
- |Branchen generelt. Cybersikkerhed. Digital infrastruktur. NewTech. Offentlig digitalisering
Næste fase af digitaliseringen handler ikke om teknologi
Læs hvad analysen IT i Praksis afslører om det digitale Danmark.
- |Cybersikkerhed. NewTech. Nyheder
AI vælter hele cybersikkerhedsagendaen
Det er ikke phishing mails, ransomware eller DDoS-angreb men AI, der er den store frygt i forhold til cybersikkerheden. Det…
- |NewTech. Nyheder
Kan AI finde kærligheden for dig?
Er du også ramt af dating fatigue? Over hele verden har folk mistet troen på at finde kærligheden. Derfor ser…
- |NewTech. Nyheder
Mød 4 virksomheder, der allerede nu bruger kvanteteknologi
Mange taler om kvanteteknologi som noget fremtidigt – næsten mytisk. Men der findes allerede en lang række virksomheder, der i…



