Kommuniker effektivt til din målgruppe

Kommuniker effektivt til din målgruppe

Skal din kommunikation være effektiv, skal du tilpasse den til de målgrupper, du vil kommunikere med.

Alt efter om du skal i dialog med medarbejdere, investorer eller journalister, skal du justere og målrette din kommunikation til den enkelte målgruppe, hvis du vil igennem med dine budskaber. Også selvom det overordnede budskab er det samme.

Find dine målgrupper og tilpas kommunikationen til dem

Start med at opdele dine modtagere i relevante målgrupper, så du kan blive skarp på, hvordan du skal tilrettelægge kommunikationen overfor de enkelte grupperinger.

Vi har lavet et lille kommunikationsskema, der kan være en hjælp til at planlægge din kommunikation – stort set uanset hvilket budskab du vil ud med.

Lad os for eksemplets skyld tage udgangspunkt i, at du skal melde en ny strategi ud for virksomheden og overfor hhv. medarbejdere, investorer og journalister.

Overordnet er budskabet det samme: At I har en ambitiøs vækststrategi for det næste år, og at I vil effektivisere en del af forretningen, så den konkurrencemæssigt står mere skarpt.

Medarbejderne vil sandsynligvis være lidt nervøse for, hvad I mener med ”effektiviseringer”, da det ord ofte rimer på snarlige fyringer. Til gengæld vil de være positivt stemte for selve vækststrategien, da det betyder nye spændende ordrer og opgaver.

I ledelsen er man enig om, at det er vigtigt at få medarbejderne med på rejsen, hvis virksomheden skal lykkedes med strategien.

Visse dele af medarbejderne har måske også et større behov for kommunikation, da de kan være berørt af fyringer eller måske skal ændre adfærd og processer, for at kunne forfølge de strategiske mål.

Investorerne vil omvendt nok reagere positivt på de kommende effektiviseringer, da en veltrimmet virksomhed altid er mere interessant som investeringsmulighed. Til gengæld kan de kræve langt flere økonomiske informationer og beskrivelse af forskellige markedsscenarier i forhold til selve vækststrategien end de andre målgrupper.

Journalisterne er måske den mindst forretningskritiske målgruppe af de tre, men da de ikke er inde i virksomhedens hverdag, kræver de til gengæld en større kommunikationsindsats og mere jordnære eksempler for at forstå, hvilken rejse virksomheden skal begynde på.

Dermed ender man med ret forskellige indsatser og prioriteringer overfor målgrupperne – også selvom de overordnede budskab er det samme.

Når ovenstående er udfyldt og besluttet, kan man udarbejde specifikke kommunikationsplaner for den enkelte målgruppe.

Hvis du vil vide mere

Har du brug for yderligere kommunikationsværktøjer og hjælp, er du velkommen til at besøge vores selvhjælpsunivers ”Styrk din kommunikation” på hjemmesiden.

Du er også altid velkommen til at deltage i vores events og workshops om kommunikation, som vi løbende afholder rundt om i landet.