Brug dit kropssprog

Brug dit kropssprog

Det er vigtigt, at din krop fortæller den samme historie som din mund – ellers modsiger du dig selv.

Du skal derfor nøje overveje, hvordan du ønsker at blive opfattet, uanset om det er til et mindre møde eller foran det helt store publikum.

Konkrete forslag til kropssprog

Hvis du f.eks. gerne vil vise, at du har styr på det her, bør du inden din performance sørge for at smile, give hånd og sprede en let stemning.

Det viser nemlig, at du har overskud og ikke er nervøs.

Under din præsentation skal du sørge for at se folk i øjnene, gå rundt i rummet og have et roligt kropssprog.

Vil du til gengæld gerne vise, at du er engageret, er det vigtigt, at du har et livligt kropssprog, bruger en begejstret stemmeføring og kommer med personlige eksempler.

Skal du vise, at du er et venligt menneske, skal smile, invitere til dialog, huske folks navne og bevæge dig væk fra talerstolen og ned mellem publikum.

Er du i tvivl om, hvordan dit kropssprog virker, er det en god ide at filme dig selv mens du øver præsentationen igennem.

Håndter din nervøsitet

Det er ikke alle, der har det lige godt på en scene, og det er faktisk helt naturligt at blive en smule nervøs, når man står foran et publikum og skal levere de vigtige budskaber.

Har du tendens til at blive nervøs, er det en god ide at blive bevidst om, hvornår du typisk bliver nervøs.

Tænk først på en kommunikationssituation, f.eks. en tale, hvor du ikke var særligt nervøs. Hvad skyldtes det? Var du f.eks. godt forberedt eller var det et emne du brændte for?

Tænk derefter på en kommunikationssituation, hvor du var meget nervøs. Hvad skyldtes det, og hvad kan du gøre for at undgå det denne gang? Eksempelvis at du fremadrettet skal have helt styr på din historie og være forberedt på kritiske spørgsmål.

Derudover er der en række små tricks, som vi ved, der virker mht. nervøsitet:

  • Forbered dig ordentligt – Hold generalprøve eller få feedback af en kollega
  • Snyd din krop – Beslut dig for at holde din krop i ro det første minut, så tror din hjerne du er rolig
  • Træk vejret dybt – Helt ned i maven og ud gennem næsen
  • Snyd tilhørerne – Lær de første 20 ord udenad og tving dig selv til at sige dem meget langsomt. Så virker du rolig og velovervejet, og kommer godt fra start
  • Vid at det ikke kan ses – Når folk ser sig selv på video, er kommentaren altid ”jeg ser jo slet ikke så nervøs ud”
  • Find dine venner – Tilhørerne ønsker, det skal gå dig godt. Find de opmuntrende blikke og smil. Og få smil tilbage.

Hvis du vil vide mere

Har du brug for yderligere kommunikationsværktøjer og hjælp, er du velkommen til at besøge vores selvhjælpsunivers ”Styrk din kommunikation” på hjemmesiden.

Du er også altid velkommen til at deltage i vores events og workshops om kommunikation, som vi løbende afholder rundt om i landet.