Bureauledernetværket er fulde af kærlighed til faget – og til verden

Bimlende telefoner, væg-til-væg møder og kontorlokaler i glas og beton. For mange af os er arbejdslivet fyldt med distraktioner, støj og hastværk. Under overskriften ”Love Tour – Kærlighed til faget – kærlighed til verden” tog IT-Branchens Bureauledernetværk på inspirationstur, hvor de blandt andet genoplevede kvaliteten i at være langsom og sansende.

Danmarks digitale bureauer er kendt for at være innovative, nytænkende og ikke mindst arbejde hurtigt og levere effektivt. Men i tre dage tog lederne af nogle af Danmarks bedste digitale bureauer et skridt væk fra hverdagen.

”Vi havde alle været på tur til Silicon Valley. Men på denne her tur ville vi finde inspiration, som ikke krævede, vi forurenede verden med endnu en flyvetur. Derfor lavede vi en lokal rejserute – og den tegnede tilfældigvis et hjerte rundt om København. Dermed var vores overskrift for turen født” forklarer Mikkel Jespersen, CEO i bureauet 1508.

På tre dage var bureaulederne på både en ydre og indre rejse. Mikkel Jespersen uddyber: ”Det var en rejse, hvor vi både besøgte frontrunner-virksomheder som Volvo, der aktivt forholder sig til og kerer sig om verden. Men vi var også på en indre rejse, der var lige så væsentlig.”

Og det var en rejse, der var uden for kategori i forhold til bureauledernes normale hverdag. Mikkel Jespersen forklarer: ”I vores job tager vi konstant stilling til nye ting, forholder os til beslutninger og problemstillinger og reducerer kompleksitet. Da vi besøgte Mols Bjerge gik vi ud af eksekverings-mode og fik renset ud i de 27 mellemregninger, vi alle har i hovedet.”

Selv plastic er planter

Hvis du var i Mols Bjerge i starten af oktober, ville du derfor have oplevet 13 bureauledere, der sansede træer, kriblekrable-kryb og mos i meget langsomt tempo. Frataget telefoner og andre distraktioner var de inviterede til en dag i holismens tegn.

”Vi lod lederne zoome ind på det basale – på at trække vejret, på at lytte, på at røre og at dufte. Vi ville ikke haste eller swipe, men ville sammen turde at gå ned i tid,” fortæller Christine Fentz, scenekunster i teatret Secret Hotel og kunstnerisk leder af Earthwise, der faciliterede dagen, og fortsætter:

”Vi deler klode med en masse andre væsner, både dyr og planter. Vi mener, det gør noget godt for mennesket at få et andet perspektiv på kloden, end det der stammer fra mennesket selv. Hvis vi går langt nok tilbage, har alt været levende – selv plastic er planter. Meget gamle planter”

Igennem dagen deltog bureaulederne i meditationer i landskabet, vandring og refleksioner. Eksempelvis delte alle en erindring om et træ, der havde betydet noget for dem i deres barndom.

Mikkel Jespersen afslutter:  ”Der var noget ekstremt rart i, at tingene ikke skulle gå hurtigere, men at vi tværtimod fik tiden til at stoppe. Nu jeg er vendt hjem, har det inspireret mig til ikke at forsøge at optimere alt i hverdagen. Og vi har fået ny fælles referenceramme i bureauledernetværket, hvor vi netop forsøger at skralde bullshit og LinkedIn-skulderklap væk, og i stedet stå med en fælles tillidsbase.”

Se hele programmet for Bureauledernetværkets Love Tour 2022 her.

Vil du med næste gang? Bliv en del af Bureauledernetværket

Netværket består ledere fra cirka tyve bureauer. Vi mødes løbende hele året og en gang årligt afholder netværket sin inspirationstur. Du kan læse mere om netværket her eller kontakte Anne Sofie Josephsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *