Kom med bag om branchens største mentorordning for kvinder – og meld dig til

IT-Branchens mentorordning for kvindelige talenter 2025 er nu åben. Charlotte Holm Billund, der er ansvarlig for ordningen, fortæller her hvordan det er at have 150 mennesker i sin indbakke, der alle skal matches, og hvilken betydning ordningen har haft for hendes arbejdsliv.

Karriere, løn, work-life-balance, ledelsesvejen og dét at være kvinde i it-verdenen. Emnerne er mange, når IT-Branchens mentorpar mødes til sparring. Men bag de mange møder ligger også et kæmpe arbejde med at matche de nuværende 74 mentorpar og få deres relation skudt godt i gang.

Så hvad kræver det at få mentorordningen godt fra start og helt i mål hvert år? Det fortæller chefkonsulent i IT-Branchen, Charlotte Holm Billund, her mere om.

En mentorordning i vækst

Mentorordningen har kørt siden 2016, og den udspringer sig af IT-Branchens Policy Board for Kvindelige ledere i it. I starten favnede ordningen blot et par håndfulde mentorpar. Charlotte Holm Billund kom ind i projektet, da hun blev ansat i IT-Branchen i år 2020.

Hvad tænkte du, da du fik ansvaret for mentorordningen tilbage i 2020?

»Hvis jeg skal være helt ærlig, så havde jeg det umiddelbart sådan: ”Hvor vigtigt er det at have en mentorordning, giver den nok værdi i forhold til den indsats, det kræver, og er den ikke lidt lille?” Men jeg kunne lytte mig frem til, at alle omkring mig var enormt glade for ordningen, så mit nye mål blev i stedet for at få mange flere med ombord. Og nu knuselsker jeg ordningen, da det giver så meget mening at skabe nye relationer og “give noget tilbage til branchen” i så stort et omfang, at det spreder sig som ringe i vandet hos virksomhederne.”

Hvad oplever du, at mentorordningen giver dem, der deltager, både som mentee og mentor?

»At mentorordningen er lige så givende for både mentee som for mentor. Selvom det er en mentee, der får en mentor, så får mentoren også rigtig meget retur. Fx giver det et blik ind i, hvad den yngre generation går op i, hvad de har af prioriteter og ambitioner i deres arbejdsliv. Og modsat er der jo rigtig meget sparring i, som mentee, at få et andet perspektiv ind i sin virksomhed eller sin livssituation, og at kunne spejle sig i nogle erfaringer fra et længere arbejdsliv. Så der er rigtig meget win-win på begge sider.«

Hvad gør ordningen så succesfuld?

»Noget af det mest fantastiske ved vores mentorordning er, at vi har et stort korps af super dedikerede kvindelige ledere med som mentorer, som trofast stiller op år efter år. Det skaber en helt unik base af viden og kompetencer, som er med til at fastholde og tiltrække nye kvindelige talenter til it-branchen. Vi begynder også at have tidligere mentees, som kommer retur, og bliver mentorer. Og det er jo helt fantastisk fint.«

Hvad tror du, mentoor-mentee-relationen kan i forhold til almindelige kollegiale rum eller professionelle rum?

»Vores styrke er, at mentorordningen er på brancheniveau. Derfor matches du med nogen, der ikke er del af din egen virksomhed. Så du taler med nogen, som kommer ind udefra, og dermed kan det også være nemmere at skabe et fortroligt rum i relationen. Det gør det nemmere at være mere ærlig og mere sårbar i nogle af de snakke, man har. «

Hvad synes du, personligt, at mentorordningen har betydet i dit arbejdsliv? Er det noget, du har set frem til?

»I takt med, at mentorordningen vokser, er det jo også blevet en stor opgave. Den kræver, at man kender sine mentorer og sætter sig ind i de enkelte match, og om personerne vil være de rette for hinanden. Helt lavpraktisk fylder det også at have 150 mennesker ind igennem ens mailbakke på sådan en runde. Men det opvejes af alle de gode historier, som vi får retur fra mentorer og mentees, som har oplevet at deres match har rykket noget og gjort en forskel i deres karriere og liv. Så for mig er det enormt givende at kunne facilitere og give så mange mennesker en retning, indsigt og nogle perspektiver, som man ellers ikke får i sit almindelige arbejdsliv. Og lige nu kigger vi ind i, at AI kan hjælpe os med matchningen.«

Vil du ønske, at du selv havde haft en mentor i dit arbejdsliv?

»Ja, jeg har faktisk overvejet mange gange, om jeg ikke skulle snuppe en mentor til mig selv! Jeg er helt sikker på, at jeg også kunne få en masse værdi ud af nogle mentorsamtaler i et afstemt rum, hvor man har defineret nogle retningslinjer for, hvad samtalerne skal centrere sig omkring.«

Har du et godt råd til de nye par?

»Det lyder måske kedeligt, men det allervigtigste er for et nyt mentor-mentee-par at få aftalt en klar forventning til relationen. Hvad vil man have ud af forløbet? Og hvor tit og hvor mange gange mødes man? Derudover skal man gå op i at opbygge en relation, være forberedt og selvfølgelig overholde aftalte møder. Vores tid er dyrebar, så det er vigtigt at være dedikeret til at få værdi ud af mentorforløbet. Vi ønsker at skabe nogle kvalitetsforløb, så det kræver noget af begge parter.«

Vil du være med?

Den kommende mentorrunde 2025 er nu åben. Læs mere om mentorordningen her. Deltagelse i mentorordningen er primært målrettet IT-Branchens medlemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *