For første gang er det bevist: Cybersikkerhed øger konkurrenceevnen

Jo flere cybersikkerhedstiltag, jo flere konkurrencefordele. Så enkelt kan det siges, når vi taler om de danske SMV’er. Det viser en ny analyse fra Industriens Fonds Cyberbarometer.

Vi ved allerede, at digitalisering hæver bundlinjen hos SMV’er, men nu er det for første gang bevist, at en stærk cybersikkerhed specifikt gavner konkurrenceevnen. De nye tal stammer fra analysenCybersikkerhed & konkurrenceevne blandt danske SMVer 2022”som Industriens Fonds Cyberbarometer står bag.

Cyberangreb, hacking og phishing. Cybertruslerne hagler ned over de danske virksomheder. Samtidig har 40% af de danske SMV’er et utilstrækkeligt digitalt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil. Der er derfor allerede mere end god grund til, som SMV, at investere i cybersikkerhed.

Mere end forsvar

IT-Branchen anslår desuden, at over 1.400 danske virksomheder snart vil blive ramt af det kommende NIS2-sikkerhedsdirektiv, hvor der skal investeres op til 448 mio. kr. i større it-sikkerhed.

”Vi står over for en tid, hvor mange skal til at prioritere cybersikkerhed. Derfor er de nye tal ekstra vigtige, for de sætter streg under, at cybersikkerhed ikke bare er noget, vi er tvunget til, men også noget, der gavner bundlinjen,” fortæller chefkonsulent i IT-Branchen Troels Johansen.

729 SMV’er har deltaget i undersøgelsen – og over halvdelen oplever konkurrencefordele efter de har implementeret cybersikkerheds-tiltag. Mønsteret går igen på tværs af brancher.

”Cybersikkerhed handler om meget mere end at forsvare sig. Det er også et strategisk værktøj til at drive en god forretning, holde på eksisterende kunder og skabe overskud – og det understreger de nye tal” uddyber Troels Johansen.

Tre typer konkurrencefordele

Det er på flere forskellige parametre, at SMV’erne har fået konkurrencefordele. Der er særligt tre områder, hvor øget cybersikkerhed er gunstigt:

  • Effektivitet & nytænkning (f.eks. bliver virksomhederne bedre til implementering, får simplere arbejdsgange og styrket innovation)
  • Tillid (f.eks. skabes tillid fra bestyrelsen, kunder, investorer og aktionærer)
  • Bundlinjen (f.eks. kan virksomheden nemmere tiltrække nye kunder og fastholde eksisterende)

”Jo mere digitalt vores samfund bliver, desto mere sårbare er vi overfor cybertrusler. En sårbarhed, som alle kunder selvfølgelig gerne vil undgå. Derfor bør en stærk cybersikkerhed være et helt naturligt step for alle virksomheder, når de skal fremstå attraktive for nye og kommende kunder,” afslutter Troels Johansen.

Vil du vide mere om IT-Branchens arbejde med cybersikkerhed?

IT-Branchens Policy Board for Cybersikkerhed arbejder for at italesætte behovet for at højne it-sikkerheden i Danmark og skabe opmærksomhed om it-sikkerhedsindsatser, -trusler og -løsninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *