Travlt forår for IT-Branchen

Kim Nielsen, formand for IT-Branchen og adm. direktør i Canon Danmark, kan se tilbage på et forår, hvor mange af vores mærkesager og initiativer er blevet til politiske realiteter.

Det er en tilfreds formand, der sætter sig i sofaen i Canons hovedkvarter i Søborg lidt uden for København for at fortælle, hvad vi politisk har opnået indtil nu i 2018.  

”Skal jeg nævne 2-3 vigtige ting, hvor vi har fået sat et flot aftryk, så er det teleforliget, cybersikkerhedsstrategien og så naturligvis teknologipagten, hvor der nu er sat midler af til at gøre Coding Class til virkelighed,” siger Kim Nielsen.

Teleudspil lægger op til øget konkurrence

Et af de udspil, der kom fra regeringen i løbet af foråret, var det længe ventede teleudspil, der skal erstatte det gamle teleforlig fra 1999.

Retningen i udspillet er rigtig, og vi har som brancheforening været med til at få sat fokus på bl.a. kommunernes rolle og bedre muligheder for udrulning af fremtidens digitale infrastruktur.

En sikkerhedsstrategi med huller

Regeringens cybersikkerhedsstrategi har, med ønsket om en øget oplysningsindsats overfor borgere og virksomheder samt en beslutning om at kortlægge den kritiske infrastruktur i Danmark, også fået et tydeligt aftryk fra IT-Branchen.

”Strategien mangler desværre en overordnet koordinering af indsatserne fra de forskellige myndigheder og virksomheder, hvilket giver en sikkerhedsstrategi, der er fyldt med huller. Og det skal vi nu ind og se, om vi kan påvirke,” udtaler Kim Nielsen.

Teknologipagt skudt i gang med fire ministre

Med en forventning om, at der kommer til at mangle 19.000 it-specialister i fremtiden, vil regeringen gerne have flere unge til at interessere sig, uddanne sig og arbejde indenfor det digitale og tekniske område, og derfor var hele fire ministre mødt op til lanceringen af Teknologipagten i april.

En teknologipagt der indfrier IT-Branchens varme ønske om at sætte kodning og teknologi på skoleskemaet og oven i købet sætter fire mio. kr. af til, at skoler kan køre flere Coding Class forløb af.

”Vi har med Coding Class skabt en sneboldeffekt, hvor flere og flere kommuner og skoler vælger at få kodning på skoleskemaet. Så det er en kæmpe sejr for os, at der nu afsættes midler af til at føre vores initiativ videre,” fortæller Kim Nielsen.

150 klasser og dermed over 3.300 elever har allerede tilmeldt sig Coding Class i det nye skoleår, og det er nu blevet en så stor succes, at vi som brancheforening giver staffeten videre.

”Alt i alt er vi lykkedes med rigtigt mange af vores politiske mærkesager, og jeg vil derfor gerne sig ekstra stor tak til de mange aktive medlemmer i vores udvalg, samt til de medlemsvirksomheder der har haft skoleklasse på besøg i løbet af året. Det betyder så uendeligt meget for både os og Danmarks fremtid, at I er så engagerede, som I er,” slutter Kim Nielsen.

IT-Branchen ønsker alle en fantastisk sommer.