Ny Databehandleraftale klar

For et år siden udgav IT-Branchen en af Danmarks første databehandleraftaler. Nu er en ny version klar.

Vi oplever stor efterspørgsel på standardkontrakter vedr. GDPR – specielt nu hvor persondataforordningen er kommet tættere på.
Derfor har vi i samarbejde med Dansk Erhverv og Dahl Advokatfirma opdateret databehandleraftalen, så den bl.a. også medtager den danske fortolkning af persondataforordningen.
Selvom der ikke er tale om revolutionerende nyskabelser, har vi alligevel opdateret følgende:

  • Ansvarsbegrænsningerne er blevet justeret
  • Håndteringen af underdatabehandlere og data i tredjelande er blevet tydeliggjort
  • Yderligere balancering af forholdet mellem kunde og leverandør
  • Der er indsat flere eksempler på, hvordan kontrakten konkret kan udfyldes

Du kan hente den nye databehandleraftale her. Du kan naturligvis også altid kontakte IT-Branchen, Dansk Erhverv eller DAHL Advokatfirma direkte. Det er gratis for medlemmer af IT-Branchen at bruge aftalen.

Nyt om ansvarsbegrænsning

I løbet af det seneste halve år har vi i IT-Branchen modtaget flere spørgsmål til databehandlingsaftalens ansvarsbegrænsning, bl.a. fordi flere it-virksomheder oplever, at deres kunder gennem kontrakter fjerner leverandørens mulighed for at foretage ansvarsbegrænsning.

Databehandleraftalen er afbalanceret, så den afspejler såvel den dataansvarliges som databehandlerens interesser.

Er du medlem af IT-Branchen, kan du kontakte os og få eksempler på alternative formuleringer, der skruer enten op eller ned for ansvarsbegrænsningen, så du selv kan vælge, hvad der passer bedst til netop jeres aftale.

Deltag i vores info- og rådgivningsmøder

IT-Branchen afholder løbende igennem året møder, hvor du som medlem kan høre sidste nyt og få svar på dine spørgsmål. I denne uge har vi afholdt møder i Århus og Odense og i dag afholdes møde i København kl. 14-16.

Send en mail til itb@itb.dk med beskeden ”GDPR”, så sørger vi for at invitere dig næste gang, der er møde om emnet.