Med store kræfter følger stort ansvar

8 ud af verdens 10 mest værdifulde selskaber er tech-virksomheder, og deres påvirkning på det globale samfund er enorm. Men hvad stiller den virkelighed af nye krav til både os som branche – og til den enkelte it-virksomhed?

Det kan du høre mere om på IT-Branchens årsmøde d. 8. marts, hvor futurist Jens Ulrik Hansen stiller skarpt på netop tech-virksomhedernes rolle i fremtidens samfund.

”Nogle af de her virksomheders globale strategier og visioner så vidtrækkende, at de egentligt burde diskuteres i parlamenter. Men her er politikerne uendeligt langt bagud, og derfor må selskaberne i stedet selv tage det nødvendige ansvar for fremtidens samfundsudvikling,” udtaler Jens Ulrik Hansen der til dagligt bor i Schweiz og lever at rådgive store virksomheder som f.eks. Ericsson og Microsoft.

Teknologien og udviklingshastigheden sætter ifølge ham simpelthen nye krav til ledelsen og selve værdisættet i både små og store it-virksomheder.

Man skal lytte – ikke rive ned

Et sted at starte, er i forhold til ens udvikling og innovation. Historisk set har R&D været et særligt kontor i virksomheden, som sad lidt isoleret og udviklede nye ting. Lidt på samme måde som mange også har en lille lukket afdeling for miljø og CSR.

Men det dur ikke længere.

De virksomheder, der gør det bedst i dag, er de virksomheder, hvor ledelsen lytter mere bredt og er gode til hele tiden at inddrage den interne røst fra medarbejderne i beslutningerne vedrørende innvation og udvikling.

”Ledelsen skal evne at lytte til og respektere de input, der kommer fra organisationen og kunderne. For det er dem, der ved bedst. Skal man have succes, er man simpelthen nødt til at have modet til at arbejde sammen med folk, der ikke er, som ledelsen selv er,” forklarer Jens Ulrik Hansen.

Innovationen skal op på topledelsesniveau, og der skal i højere grad arbejdes på at skabe nogle mangfoldige teams, hvor medarbejdere, som notorisk ikke er enige med hinanden, deltager.

”Det handler ikke om at rive hierarkier ned eller at komme op at slås, men om at forbinde afdelinger og de rigtige mennesker. Den rigtige synergi opnår man bl.a. ved at basere sin diskussioner indenfor et fælles værdisæt, så man har samme udgangspunkt,” udtaler Jens Ulrik Hansen.

Han understreger dog samtidig, at der ikke må svensk konsensuspolitik i det, da der ikke er tid til at vente på, at alle bliver enige med hinanden.