Fra modebranchen til asset management – en ny måde at gøre en forskel på
Hvad arbejder du med i NetCloud i dag, og hvilken forskel føler du, at du bidrager med?
Som Head of Marketing hos NetCloud har jeg ansvaret for at udvikle og eksekvere vores samlede marketing- og kommunikationsstrategi. Mit arbejde spænder bredt – fra branding og digitale kanaler til kampagner, strategiske partnerskaber og indholdsproduktion – med det fælles mål at sikre, at vores budskab er tydeligt.
En af mine fornemste opgaver er at omsætte kompleks teknologi til meningsfulde fortællinger, der både er relaterbar og kan skabe værdi for både offentlige og private aktører.
Jeg er ansvarlig for at kombinere en kreativ og forretningsdrevet tilgang med data og indsigt. Mit mål er at styrke NetClouds position som en foretrukken partner inden for sikker asset management, compliance og it-løsninger, der understøtter den grønne omstilling.
Hvorfor synes du, det er spændende at arbejde i it-branchen, og hvad motiverer dig i dit arbejde?
IT-branchen udvikler sig konstant – Netop dét gør den enormt spændende at være en del af, for udvikling skaber muligheder. For mig betyder det, at jeg hele tiden bliver udfordret til at tænke nyt, stille spørgsmål og kaste mig ud i opgaver, jeg ikke nødvendigvis har prøvet før. Det kan af og til være en smule skræmmende, men det motiverer mig også, fordi jeg udvikler mig – både fagligt og personligt. Jeg finder det også motiverende og inspirerende, at it-branchen er en del af et større skift i forhold til diversitet og inklusion – som fx #minvejtilit, men også mange andre steder. Og det bekræfter mig i, at der er brug for forskellige stemmer i it – for når vi tænker forskelligt, skaber vi bedre løsninger.
Da jeg for nylig trådte ind i branchen, havde jeg en forestilling om, at det hele ville være meget teknisk og en anelse rigidt. Men jeg er blevet positivt overrasket over, hvor meget kreativ frihed der faktisk er – og hvor stort behovet er for netop dét perspektiv.
I mit arbejde driver jeg strategi, forretning og data med det visuelle, menneskelige og fortællende. Det er netop i den kombination, jeg oplever, at jeg skaber mest værdi. Noget andet der inspirerer mig, er at it-branchen ikke kun handler om, hvordan teknologi kan skabe effektivitet, men også om faktisk at gøre en reel forskel – fx ved at styrke cybersikkerhed, skabe transparens og understøtte grøn omstilling. Det er vildt spændende, og giver en meget tilfredsstillende følelse.
Hvordan kom du ind i it-branchen?
Jeg kommer fra en helt anden branche, da jeg har arbejdet hele mit voksenliv i modebranchen. Her har jeg siddet på magasinsiden, bureausiden, været hos flere modebrands, og arbejdet med salg, PR og kommunikation. Sideløbende har jeg læst en bachelor i markedsføring, og da jeg skulle vælge min overbygning, faldt den på en cand.it, da modebranchen, på daværende tidspunkt, begyndte at blive digitaliseret. Så jeg havde en grundlæggende interesse for it, men primært forretningsdelen. Jeg havde i hvert fald ikke set for mig, at jeg passede ind i it-branchen.
Efter mange år i den samme branche, oplevede jeg på et tidspunkt et behov for at prøve kræfter med noget helt andet. Men min motivation var også, at jeg ville arbejde et sted, hvor jeg kunne være med til at gøre en reel forskel, som handlede om mere end forretning.
Gennem en fælles bekendt blev jeg introduceret til NetClouds direktør, til en uformel kop kaffe – og ret hurtigt kunne jeg mærke, at det var det rigtige match – den rejse de er på, ville jeg gerne være en del af. Mange tænker, at det at “gøre en forskel” som regel handler om omsorgsarbejde. Men faktisk kan IT også gøre en kæmpe forskel – for samfundet, for sikkerhed, for klimaet. Det oplever jeg i mit arbejde, og det gør det ekstra meningsfuldt.
#minvejtilit – Et budskab til andre kvinder, der overvejer IT
IT er langt fra kun for dem med en teknisk baggrund. Der er højt til loftet, for der er langt flere perspektiver – også dem, der kommer fra kommunikation, kreativitet, forretning og formidling. Du behøver ikke være ekspert i at kode eller infrastruktur for at skabe værdi i branchen. Du skal ikke ændre dig for at passe ind – du skal bare bruge dine evner på en ny måde.
