Ny skat på hardware – skal teknologi finansiere kunsten?

Hvordan skal vi i fremtiden betale for alt det dejlige musik og film, vi nyder på vores mobiler, iPads og pc’er?

Det var debatoplægget da Forbrugerrådet Tænk, Branchen ForbrugerElektronik (BFE) og CopyDan mødtes på IT-Paratskibet.

I 2006 vedtog politikerne en såkaldt blankmedieordning, der kompenserer kunstnere for lovlig kopiering af deres værker ved at lægge en afgift på bl.a. alle tomme cd’er og dvd’er.

Det gjorde man med begrundelsen, at hvis man f.eks. havde købt den nyeste skive med Justin Timberlake, så ville man sikkert have kopieret den over på et par cd’er, så man også havde en kopi til både bilen og sommerhuset.

Den lovlige kopiering skulle kunsterne have kompensation for, da argumentet var, at hvis man ikke havde haft mulighed for at kopiere cd’en, så havde man nok købt tre ens cd’er med Justin Timberlake.

Blankmedieordningen skal nu revideres, og et af forslagene er, at lægge en skat på alle enheder med harddisk, da folk måske kopierer til harddiske i stedet for til cd’er.

Hvordan skal kunstnerne tjene penge?

Alle parter i debatten var enige om, at kunsterne naturligvis skal kunne tjene penge, på det de laver. Kunstnerne ser nemlig ikke brugen af devices og spredningen af deres indhold som noget negativt. Tværtimod. De vil bare gerne have noget løn for deres arbejde.

Men der var også enighed om, at copyright-begrebet, som vi har i dag, er rodfæstet i en fysisk verden med bøger, malerier og kassettebånd. Et begreb der passer meget dårligt med den digitale virkelighed, som alle mennesker oplever i dag.

”Vi har brug for en ny løsning, der kan tilpasse sig løbende, og som er mere fleksibel, end den vi har lige nu. Og så skal ordningen være evidensbaseret,” siger Jacob Gratt Hedebrink, adm. direktør, CopyDan.

Det store spørgsmål, der skal danne grundlaget for en fremtidig ordning, er, om danskerne rent faktisk stadig kopiere film ned på deres mobil og pc eller om de streamer fra forskellige tjenester?

Derfor er der også nedsat et politisk udvalg, der skal finde ud af, hvor meget kopiering der rent faktisk foregår, hvordan det sker, og hvilke dimser der kopieres på. Ud fra det, skal man så komme med et forslag til en ny ordning.

”Vi skal have en ordning, hvor man betaler kunsterne direkte, og det skal kun være dem, der reelt bruger indholdet, der skal betale – ikke bare alle dem, der tilfædligvis har købt en mobil, udtaler Laila Kelp Rasmussen, direktør i BFE.

Ifølge IFPI, der er pladeselskabernes brancheforening, kommer halvdelen deres indtægter i dag fra streaming og digitale medier. Det er især streamingtjenesterne, der med en vækst på 60,4%, der har drevet det marked. Det kunne indikere, at de gamle dage, hvor man kopierede sange ned på harddisken, var slut.

En ordning der er til at forså – og måske over skatten

Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk pointerer, at det er vigtigt, at vi også får en ordning, som befolkningen forstår og oplever som ret og rimeligt.

”Jeg forstår godt teoretisk det med kompensation, men almindelige mennesker oplever det bare ikke sådan. Hvis jeg f.eks. gerne ville se en film fra DR, men ikke lige har tid i dag, og derfor optager den, så oplever jeg ikke, at jeg stjæler noget fra nogen. Jeg oplever det blot som forskudt brug af noget, som jeg har betalt for via min licens, ”fortæller Vagn Jelsøe.

I stedet for en skat på harddiske foreslår Forbrugerrådet Tænk, at man kigger på en skattefinansieret løsning. Både CopyDan og BFE var enige i, at det kunne være en god fremtidig løsning. Man kunne bl.a. lære af erfaringerne fra Finland, hvor man netop havde finansieret det over skatten.