Der er brug for et fælles cybersikkerhedsråd

Vores cybersikkerhed er for vigtig til, at vi kan tillade os at arbejde i siloer og ikke bruge hinandens viden. Derfor foreslår IT-Branchen og Folk & Sikkerhed, at man etablerer et fælles cybersikkerhedsråd.

Med den omfattende digitalisering af både erhvervslivet og den offentlige sektor stiger risikoen for og konsekvensen ved cyberkriminalitet.

For eksempel vurderer Dansk Erhverv, at 3 ud af 4 danske virksomheder blev ramt eller forsøgt ramt af cyberangreb i 2017, og Deloitte anslår, at Danmark er det fjerde mest udsatte land i verden, hvad angår cyberkriminalitet og cyberangreb.

”På trods af den store risiko er cybersikkerheden alt for fragmenteret og siloopdelt, hvilket gør os unødvendigt sårbare overfor ødelæggende angreb. Derfor er der akut behov for, at vi samler tingene i et fælles cybersikkerhedsråd,” siger Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen.

Nedsæt et fælles cybersikkerhedsråd

Center for Cybersikkerhed har i dag det overordnede ansvar for at understøtte et højt sikkerhedsniveau i den samfundskritiske informations- og kommunikationsteknologiske infrastruktur.

“Center for Cybersikkerhed er først og fremmest en militær enhed, der arbejder for at forhindre de mest avancerede angreb, der kan påvirke det danske samfund i væsentlig grad. Men det er ikke nok entydigt at fokusere på rigets sikkerhed, hvis vi på tværs af samfundet skal sikre os mod cyberangreb,” udtaler Birgitte Hass.

Centeret har med sin militære placering svært ved at varetage rollen med at oplyse, vejlede og rådgive danske myndigheder, virksomheder og borgere om it-sikkerhed og fungere som nationalt koordinations- og kompetencecenter på cybersikkerhedsområdet.

Det er denne rolle, IT-Branchen og Folk & Sikkerhed ønsker varetaget af et fælles offentligt-privat Cybersikkerhedsråd med repræsentanter fra myndigheder, erhverv, forskningsverdenen og borgere.

Cybersikkerhedsrådet skal bl.a. have til opgave at:

  • Indsamle, videndele og varsle om trusler og hændelse vedrørende brud på cybersikkerhed
  • Udarbejde skabeloner for cyberøvelser og eventuel bistå organisationer med gennemførelse af dem
  • Varetage nationale informationskampagner omkring cybersikkerhed til både borgere og virksomheder
  • Vejlede, rådgive og støtte regeringen, embedsværket, de politiske partier og private virksomheder m.fl. på et strategisk niveau
  • Koordinere samarbejdet mellem de mange aktører der i dag arbejder for at styrke den danske cybersikkerhed

Her kan du se Birgitte Hass indlæg fra Christiansborg, hvor hun anbefaler et cybersikkerhedsråd overfor forsvarsordførerne.

Efterfølgende har IT-Branchen i samarbejde med Folk & Sikkerhed udarbejdet et notat med beskrivelse af, hvilken værdi et Cybersikkerhedsråd kan tilføre de centrale aktører, samt hvilke opgaver rådet bør varetage og hvordan det skal sammensættes.

Notatet er sendt til Folketingets Forsvarsudvalg og forsvarsordførere, og vi følger naturligvis op på notatet og arbejder for, at rådet kan realiseres indenfor nær fremtid.