Mennesker har brug for friktion

Gennem hele menneskehedens historie har vi arbejdet mod at gøre livet lettere, og været optagede at fjerne friktion gennem udvikling og opfindelser. Men måske er vi nået til et sted, hvor vi ikke har brug for mindre friktion – men tværtimod mere.

Mennesker har brug for friktion

Gennem årtusinder har vi som mennesker stræbet efter at gøre livet problemfrit og at arbejde mindre hårdt – ja generelt at leve et let og ubesværet liv.

Det friktionsløse liv er blevet et mål i sig selv, og friktion er blevet forstået som modstand, uenighed og besvær. En negativ ting som for alt i verden skal undgås.

Men måske er vi nu nået til et sted, hvor vi har brug for mere friktion.

Det kigger journalist Marie Høst nærmere på i denne 3. episode af Blinde Vinkler – Friktion, hvor hun bl.a. har interviewet Miriam Rasch, forfatter til bogen “Friction: Ethics in the age of dataism” og Kim Escherich, ekspert og konsulent i data etik.

Manglende friktion begrænser os

Spørger man Miriam Rasch, der er forsker, underviser og forfatter, har mennesker brug for friktion, da det tvinger os til at se tingene fra et andet perspektiv.

”Kunst er et godt eksempel på noget, der tvinger os til at stoppe op og se andre perspektiver. Så der ligger en stor værdi i at tvinges til at tænke over tingene. Men netop her kan teknologien nogle gange fange os mere end at hjælpe os,” fortæller hun i podcasten.

Ser man på designet på mange digitale løsninger, er formålet ofte, at man holder brugeren længst muligt på siden, på enheden eller i sit metaverse. Men ligesom med autocomplete features og forslag til emojis, kan det friktionsløse UX-design også medvirke til at begrænse og fange os i en bestemt adfærd, sprogbrug og dermed kultur. Og det kan være usundt.

Hun opfordrer derfor til, at man gør sig mere bevidst om, hvornår man bliver fanget af det lette friktionsløse liv, så man kan ændre sin adfærd.

Det kan f.eks. være ved bevidst at lade være med at tjekke sin telefon i nogle timer, eller at vælge at køre rundt i byen uden at bruge Google Maps.

Friktion former os som mennesker

Kim Escherich er enig med Miriam i, at det friktionsløse samfund ikke er at foretrække. For selvom teknologien rent faktisk evner at fjerne en masse irriterende friktion i hverdagen, kan den også gøre tingene så nemt, at vi stopper med at udvikle os som individer.

”Vi er blevet så optagede af at fjerne besvær og lidelser, at vi helt har glemt, at det netop er modstand og friktion, der former os som mennesker. Hvis vi bare kan vælge en let og friktionsløs hverdag, gider vi så i det hele taget at bruge tid på at forbedre vores parforhold eller skabe en bedre verden? Ja i det hele taget at lære at håndtere modstand,” spørger han.

Grundlæggende mener han heldigvis, at vi som mennesker også søger friktionen.

For selvom vi elsker vores topdesignede huse og køkkener med kogende vand i hanen, så glæder vi os alligevel altid til at komme ned til sommerhuset, hvor grillen er lavet af seks betonsten og en hylde fra et gammelt køleskab. Vi husker den oplevelse, netop fordi madlavningen pludselig ikke er nem, og vi får en læring ud af at skulle tænke over tingene.

Han mener derfor også, at vi skal passe på med at gøre alt friktionsløst. Især hvis det udfordrer vores adfærd eller får os til at stoppe med at tænke.

Så i stedet for at tage et yoga-kursus og ugelangt retreat, hvor vi trækker os ind i os selv, skal vi i stedet ud aktivt og søge efter støj og nye perspektiver.

Måske alle skulle overveje at få en decideret friktionsstrategi i virksomheden – og i hverdagen – som hjælper os med at udvikle og danne os. Eller måske vi skal udvikle en dating app, hvor man kun kunne møde folk, man ikke er enig med.

Bare for at skabe noget friktion og refleksion, der kan være med til at udvikle os som mennesker.

Du kan høre hele podcasten her.

Hvis du vil høre mere

I podcasten Blinde Vinkler kigger vi ind i teknologier og videnskab som forsøger at rette op på skævheder i samfund & teknologi. Blinde Vinkler er produceret af Ingeniørforening IDA og IT-Branchen. Og du kan høre alle afsnit her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.