Klimaindsatsen bør startes i byerne

På årets første møde i IT-Branchens bæredygtighedsudvalg var der fokus på målsætningen om 70% reduktion i Danmarks klimaaftryk. Her kom diskussionen bl.a. omkring, hvilken rolle byerne her bør have, samt hvordan det står til med klimapartnerskabernes indsats.

Mødet blev indledt med en status på udvalgets arbejde for bæredygtig omstilling af it.

Et af udvalgets indsatsområder for 2021 er nemlig at opfordre virksomheder og myndigheder til at indføre levetidspolitik og cirkulær indkøbsmodel for både hardware og digitale services.

På denne måde vil vi som branche sikre at klimaaftrykket for hardware og digitale services fortsat skal blive mindre pr enhed produceret og pr kWh brugt.

Det skal ske gennem forlænget levetid på hardware og bedre udnyttelse af ressourcer både i produktion og i energiforbrug.

IT-Branchen arbejder her sammen med en række myndigheder og virksomheder for ikke kun at omstille vores branches klimaaftryk, men også for at sikre bæredygtig digitalisering i andre brancher, som potentielt kan forbedre CO2-udledningen med op mod 15% ifølge Klimapartnerskabsrapport for IT og Service.

Vi bør begynde med byerne

I udvalget var der enighed om, at hvis vi i Danmark skal lykkes med Regeringens mål om 70% reduktion af drivhusgasudledning i 2030, er byerne et godt sted at starte.

Desværre oplever vi i branchen, at der er langt mellem de store flagskibsprojekter i Danmark til trods for, at vi ellers har en af de mest digitaliserede samfundsstrukturer i verden og lige nu får global opmærksomhed for vores løsninger inden for klima og energi især.

Udvalget ser dog positivt på, at Erhvervsstyrelsen har indgået samarbejde med en række byer om en ’Circular Innovation City Challenge’, der har til formål at finde nye digitale og cirkulære løsninger på klimaudfordringerne.

Klimapartnerskaberne lever i bedste velgående

Et andet af udvalgets indsatsområder er at understøtte arbejdet med Regeringens 13 klimapartnerskaber, som er etableret sammen med det danske erhvervsliv for at nå 70% reduktion.

Her kunne man på mødet konkludere, at den næste bølge af klimapartnerskabsindsatser begynder at rulle ind over landet, især en styrket indsats for offentlige grønne indkøb efter Finansministeriet har udgivet en ambitiøs strategi i slutningen af 2020.

Udvalgets 10 anbefalinger til bæredygtig IT skal nu for alvor ud at leve og tages i brug. I den forbindelse er udvalget stolte over at kunne bidrage med konkrete løsningsforslag i både miljøstyrelsens arbejde med at opdatere TCO værktøjer og kommende initiativer.

Udvalgets bidrag til klimapartnerskabernes anbefalinger omhandler bl.a. at frisætte data for forsyning, fjerne uhensigtsmæssig lovgivning på området og sikre flere forskningsmidler til smartificering af vores byer.

En anden del af anbefalingerne har til formål at sikre branchestandarder for miljø, forsyningsdata og andre relevante klimaaftryksindikatorer, for at sikre at data kan benyttes på tværs.

Hertil kommer også standardisering af rapportering af klimaindsats og ensretning af datastandarder i et globalt set up.

Nye grønne regnskabskrav på vej fra EU

Udvalget deler løbende erfaring om nye grønne regulativer og lovgivning, samt støtter op om dansk implementering af ny EU-lovgivning.

Man følger derfor både nye regler for Green Public Procurement som netop er kommet, samt nye grønne standarder der er på vej inden for investering i EU.

Vil du være med til at drive den bæredygtige agenda?

Læs mere om IT- Branchens Bæredygtighedsudvalg.

  • Adm. direktør

    Natasha Friis Saxberg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *