Med udnævnelsen af Tommy Ahlers som ny minister, skulle der findes en ny formand for iværksætterpanelet, og her faldt valget på den erfarne iværksætter og investor Tommy Andersen.

Iværksætterpanelet blev nedsat i april 2017 af regeringen, og består af 15 iværksættere, investorer og eksperter, heriblandt Tommy Andersen.

Panelet leverede 13 anbefalinger i september sidste år med fokus på talenter, at gøre kapital mere tilgængelig for iværksættere og nemmere adgang til udenlandsk arbejdskraft.

Blækket på papiret med anbefalingerne var dog knap tørt, da Iværksætterpanelet blev bedt om at fortsætte og udarbejde nye anbefalinger til at styrke iværksætteri. Et arbejde som IT-Branchen løbende har fulgt og bidraget til.

”Vi er utroligt glade for, at Tommy Andersen havde tid til at komme forbi og lytte til vores indspark og holdninger til området. Og vi er ser frem til det fremtidige samarbejde med både Tommy Andersen og panelet,” siger Kirstin Rolver, ansvarlig for kapital- og vækstudvalget i IT-Branchen.

Hjælp til medlemmer om vækst og kapital

Gennem hele foråret har udvalget for kapital og vækst bl.a. kigget på, hvordan man kan gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at lade sig børsnotere.

Udvalget har haft besøg af både Nasdaq First North, som gennem flere år har operereret på det danske marked, og Spotlight Stock Market (tidligere Aktietorget i Sverige), som er i gang med at etablere sig i København.

På møderne har man sammen set på, hvilke forberedelser virksomhederne skal igennem før en notering – alt fra due diligence til den afgørende værdisætning af virksomheden og haft dialog med rådgivere, der beskæftiger sig med dette område.

Vi vil som brancheforening fortsat være med til at støtte dialogen mellem iværksættere, kapitaludbydere og børsrepræsentanter, så det at gå på Børsen i højere grad ses som et naturligt skridt når man skal rejse kapital.