Sådan arbejder du med Return on Innovation

Den klassiske ROI-beregning fungerer ikke altid, når man arbejder med innovation og nye teknologiske løsninger. Her er der ofte brug for helt nye måleelementer.

Sådan arbejder du med Return on Innovation

((omsætning – investering) / investering) x 100 = ROI

En velkendt formel og et klassisk udgangspunkt når man skal vurdere, om det kan betale sig at investere i et givent projekt.

Har man f.eks. et projekt, der med en investering på 100.000 kr. efter 12 måneder giver en omsætning på 150.000 kr., så har man en flot ROI på 50% og typisk et ok til projektet.

Udfordringen er, at ovenstående sjældent giver et retvisende billede, hvis man arbejder med digitale innovations- eller transformationsprojekter. Projekter som 68% af virksomhederne i Norden ifølge IDC allerede arbejder med eller planlægger at gøre indenfor kort tid, og som derfor fylder på ledelsesgangene i dansk erhvervsliv.

”Mange virksomheder har en udfordring, når de skal måle effekten af deres investeringer i innovation. Det kan nemlig være svært at måle ved at bruge den klassiske ROI-model, da både tilbagebetalingstiden og værditilførslen kan variere ganske meget, ligesom værdien af ens fejltrin ofte glemmes,” siger Anders Elbak, analysechef i IDC.

Mål effekten af ens evolution

Digitale udviklingsprojekter og større forretningsmæssige transformationer har typisk en mere løbende evolution med diverse knopskydninger og en ganske høj fejlrate end et veldefineret og tidsbestemt projekt.

Af samme grund passer de innovative udviklingsprojekter ofte ikke ind i de klassiske risiko/gevinst beregninger, og der er derfor en stor risiko for, at de fravælges af ledelsen på et forkert grundlag.

Skal projekterne prioriteres af ledelsen, skal man derfor tænke flere elementer ind i sin beregning.

”Ofte er projekterne ikke direkte finansielle til at starte med og har en længere tidshorisont. Så det er vigtigt, at man sætter flere kriterier op og løbende måler på, hvor langt man er nået. Dog uden at glemme, at der naturligvis i sidste ende skal være et finansielt og forretningsmæssigt mål med projektet,” udtaler Anders Elbak.

Har man et udviklingsprojekt, hvor man f.eks. ønsker at gentænke ens kundetilgang, kan det være relevant løbende at inkludere kundeanmeldelser, Net Promoter Score (NPS) eller engagement scores. Produktudviklingsprojekter vil måske med fordel kunne inkludere faktorer som time-to-market eller Minimum Viabel Product (MVP) i sin ROI-beregning.

Fra projektmål til forretningsmål

Når man udvikler nye produkter, er det vigtigt, at man ikke isoleret kigger på det enkelte produktudviklingsprojekt, da mange af disse vil have en negativ ROI.

”Du kan godt have otte udviklinger, der slår fejl, før du når frem til det helt rigtige produkt i den niende udvikling. Derfor skal virksomhederne både se mere holisitsk og langsigtet på deres udviklingsprojekter og huske at indregne de positive læringer fra tidligere projekter. Ellers ender det med at de lukker udviklingen ned, inden gevinsten kan realiseres,” siger Ander Elbak.

Omvendt skal man også passe på, at målene ikke bliver for uskarpe, så man ender med at investere i en masse evighedsprojekter, der aldrig giver en positiv effekt på bundlinjen.

Anders Elbak advarer også mod at værdisætte data for højt, når man beregner sin Return on Innovation.

”Nogle tror, at data i sig selv har en høj værdi, og at man derfor skal have en masse projekter, der indsamler og bearbejder data. Men det passer altså først, når man formår at sætte data ind i den rette forretningskontekst,” slutter han.

Han anbefaler derfor at virksomhederne:

  • Fra starten sætter nogle strategiske mål (og KPI’er) for, hvad man vil have ud at sit innovationsprojekt
  • Løbende måler projektets fremgang og justerer KPI’erne undervejs, f.eks. ved at bruge pejlepunkter mere end blot et slutmål
  • Husker på, at også dårlige innovationsprojekter har en værdi

Hvis du vil vide mere

Du kan altid tage fat i Mette Lundberg, hvis du vil vide mere om, hvad IT-Branchen gør for at støtte it-virksomhedernes vækstplaner.