Her er branchens største barriere for vækst

IT-Branchens årlige undersøgelse, IT-Barometeret, er netop gjort op. Besvarelserne fra de 197 it-virksomheder taler sit tydelige sprog og viser bl.a. en bekymrende stor mangel på it-kompetencer, som ender med at blive en stopklods for virksomhedernes vækst.

Ifølge 60% af de adspurgte i barometeret er den største barriere for at øge væksten i it-erhvervet, at der er mangel på de rette it-kompetencer i Danmark.

Samtidig har hele 44% måtte opgive at besætte it-stillinger i løbet af de seneste 12 måneder. Det har betydet, at 43% har været nødsaget til at udskyde videreudviklingen i virksomheden, mens 27% simpelthen har skulle sige nej til ordrer.

”I IT-Branchen har vi en kompetencekrise, ikke en coronakrise. Erhvervslivet hungrer efter nyuddannede med de nødvendige kompetencer alt imens kvalificerede unge står i kø til et alt for lille antal it-uddannelsespladser. Skal vi sikre Danmarks fremtidige vækst er det derfor altafgørende, at der oprettes flere studiepladser,” udtaler Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.

Undersøgelsens resultat stemmer overens med en ny rapport af IRIS Group og HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen IDA, som viser, at der i dag mangler 7.600 it-specialister. Men allerede i 2030 vil dette tal være tre gange så stort – og det er endda medregnet en forventning om, at der her vil være 8.000 flere it-uddannede.

Udenlandske investorer står på spring

I undersøgelsen spurgte vi også indtil it-virksomhedernes søgen efter kapital. Her har 27% af de adspurgte forsøgt at rejse kapital indenfor de seneste tre år. Dog er en tredjedel af disse ikke lykkedes med at skaffe den nødvendige finansiering.

”Skal startups og vækstvirksomheder trives i Danmark, er det nødvendigt at skabe et mere gunstigt økosystem med en langt nemmere adgang til kapital. Ellers står vi nemlig overfor at tabe ikke alene arbejdspladser, men også vækst og innovation til udlandet, hvor villige investorer står på spring til at investere – en historie vi desværre har set eksempler på igen og igen,” siger Natasha Friis Saxberg.

Fremtidens forretning er grøn

Når det kommer til klimaudfordringerne, har it-branchen vist sig en af de store syndere. Men det er samtidig it-virksomhedernes løsninger, der kan og skal være med til at løfte den grønne omstilling. Noget der allerede nu, men især også fremadrettet kan vise sig en væsentlig forretningsmulighed for de danske virksomheder.

Ifølge tallene fra IT-Barometeret mener 70%, i nogen eller høj grad, at Danmark har en styrkeposition, når det handler om eksport af grønne it-løsninger.

”Fremtidens forretning er den grønne forretning og det er derfor vigtigt, at vi i Danmark tør udnytte de digitale kompetencer og den bæredygtige tilgang, som danske it-virksomheder i høj grad allerede besidder. Tør vi det, kan Danmark indtage en fremtrædende og konkurrencedygtig position for fremtiden,” fortæller Natasha Friis Saxberg.

Du kan her læse hele IT-Barometer 2021 analysen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *