“Med regeringens nye forsøgsfag i teknologiforståelse og over 3.300 børn der er klar til at deltage i Coding Class efter sommerferien, er vi kommet et stort skridt videre om at få it ind som et innovativt og skabende fag på landets folkeskoler,” siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Alene i København er der allerede tilmeldt 82 klasser fra over en tredjedel af de københavnske skoler, mens der i Odense er 49 klasser klar – og flere der løbende kommer til.

Også flere andre kommuner og skoler har meldt sin interesse og dermed er succesen blevet så stor, at bolden begynder at rulle af sig selv.

”Fra den spæde start for to år siden, har initiativet bare udviklet sig med rasende fart. Det er en kæmpe sejr, at vi både har fået det politiske fokus, som vi ønskede, og har oplevet en så stor opbakning fra både kommuner, skoler og medlemsvirksomheder,” udtaler Mette Lundberg.

Coding Class slippes fri

Coding Class er på to år vokset fra 15 deltagende skoleklasser til over 150 klasser, og den stigende interesse betyder, at IT-Branchen ikke har kunnet følge med efterspørgslen og derfor nu skifter strategi.

Fremover stiller IT-Branchen konceptet frit til rådighed for kommuner og skoler, der har lyst til at være med.

Dermed bliver det i langt højere grad kommunerne og skolerne selv, der skal starte Coding Classes op og sørge for de nødvendige ressourcer under selve forløbende. Men det bekymrer ikke kommunerne.

”Det her har lidt karakter af en græsrodsbevægelse, så i virkeligheden ligger kræfterne ude på skolerne. Og der oplever vi en enorm stor opbakning og et kæmpe engagement fra både lærere og elever,” fortæller Heidi Theilmann Schmidt, projektleder for Skole og Ungdom i Københavns Kommune, og Maria Friis, områdeleder for UngOdense i Odense Kommune, samstemmende.

IT-Branchen vil nu fokusere sin indsats på at udbrede Coding Class til flere byer og gennem netværk og workshops at understøtte kommuner og lærere i at bruge konceptet.

Men også det politiske fokus vil blive fulgt tæt.

”At lære børn at skabe og forstå teknologien er ikke bare en mærkesag men en hjertesag, og noget vi virkelig mener, er vigtigt for Danmark. Så vi kommer til at holde politikerne fast på, at børn ikke bare skal have et drys af forståelse for teknologi, men lære at være kreative med teknologi,” fortæller Mette Lundberg.