Kan vi låne din tid til at sikre Danmarks digitale fremtid?

Giv et par timer til Coding Class-initiativet og vær med til at sikre, at vi får gjort børn og unge klar til den digitale fremtid.

Coding Class popularitet er eksploderet siden lanceringen i 2016, og folkeskoleklasser over hele landet står i kø for at deltage.

Derfor søger vi lige nu virksomheder i især Odense og Københavnsområdet, der har mulighed for at få en kodeklar skoleklasse på besøg i skoleåret 2018/19.

Det tager kun et par timer af jeres tid, men betyder så uendeligt meget for børnene.

Se bl.a. hvordan det foregik, da Hesehus fik besøg af en Coding Class, der viste, hvad de havde skabt med it og teknologi.

Kunne I tænke jer at få besøg af en Coding Class og være med til at give de danske skoleelever skaberkompetencer for fremtiden?

Så skal i blot kontakte Mette Lundberg, mel@itb.dk, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Medskabere ikke blot forbrugere

I Coding Class lærer eleverne at skabe digitale løsninger på virkelige problemer gennem simple programmeringssprog, så de forstår, hvad der ligger bag den teknologi, de omgiver sig med hver dag.

”Faget handler i langt højere grad om at blive god til at nedbryde problemer i mindre dele og derefter at finde på innovative løsninger gennem it og teknologi. Derudover er samspillet med virksomhederne den afgørende brik, der skaber autencitet, og for mange elever virker stærkt motiverende,” udtaler Heidi Teilmann Schmidt, projektleder i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

Hør hvordan Unity, igennem Coding Class, hjælper med at uddanne lærere i kodning.

At give børnene fremtidens skaberkompetencer er der i den grad brug for.

Allerede i dag oplever hver 3. it-virksomhed, at de helt må opgive at besætte stillinger, fordi der simpelthen ikke er ansøgere til dem, og ifølge tal fra regeringen kommer vi til at mangle helt op imod 19.000 it-specialister i 2030.

Her kan du se hvordan det foregik da Systematic fik besøg af en Coding Class, og hvorfor de vælger at deltage.