Erhvervsministerens sidste debat

Ved folkemødet skulle erhvervsminister Brian Mikkelsen gå planken ud til det, der nok blev hans sidste debat som minister. Men hvad svarede han til spørgsmålet om, hvordan regeringens digitale strategi kan sikre Danmark som digital frontløber?

Med ”Strategi for Danmarks digitale vækst” har regeringen sat en række initiativer i søen, der skal sørge for, at Danmark får det fulde udbytte af den digitale omstilling.

Spørgsmålet er, om der med udspillet er sat den rigtige kurs, eller om ambitionsniveauet støder på grund.

Derfor blev manden bag ambitionerne, erhvervsminister Brian Mikkelsen, ved årets folkemøde sat i stævne med et panel bestående af Vice President i DXC Technology, Jørgen Jakobsen, direktør fra Ase, Karsten Mølgaard Jensen og adm. direktør i IT-Branchen, Birgitte Hass, for at gå ham på klingen med strategien, og for at høre om den kan leve op til erhvervslivets forventninger.

”Hvis vi ser indenfor områder som kunstig intelligens, big data og internet of things, så kræver det ikke kun, at vi taler om det, men også at vi er operationelle på det. Vi arbejder med mange af disse ting som konkurrenceparametre, så vi ønsker, bl.a. med den digitale hub, at sprede ekspertise og viden ud til vores virksomheder, så de ikke drager til udlandet for at få viden om New Tech,” udtalte Brian Mikkelsen, da snakket faldt på den digitale hub, der skal sikre det digitale vækstmiljø.

”Vi skal sørge for at matche virksomhederne med hinanden, vi skal sørge for at startups får adgang til den viden, og så skal vi sørge for at tiltrække nogle udenlandske investeringer, fordi vi netop har en unik viden her i Danmark, vi så kan få skubbet ud,” fortsatte han.

Udover den digitale hub, blev der under diskussionen også sat fokus på initiativerne SMV-digital og Teknologipagten, der skal sikre fremtidig teknologiske kompetencer. Især sidstnævnte vakte stor optimisme blandt paneldeltagerne ombord på it-paratskibet, der kunne støtte op om udmeldingen om, at manglen på digital talent er et af de største væksthæmmere, vi har herhjemme.

Ministeren fik dog ikke lov til at gå fra borde, uden en besked til de danske politikere fra adm. direktør i IT-Branchen Birgitte Hass:

”Det er jo sådan, at vi i EU i 2020 kommer til at mangle 900.000 med it-kompetencer. Vi har regeringens egen prognose, og vi har it-medlemmer, der må sige nej til opgaver pga. mangel på kompetencer. Det er ikke kun en forkælet branche, der mangler ressourcer for at vækste, det er Danmarks digitalisering der går i stå.”

Hun forsatte med en opsang til Christiansborg.

”Hvordan kan det være, at ITU kræver et snit på 9,4, når de unge i Danmark vil ind på en uddannelse, med hvilken de virkelig kan gøre en forskel? Vores tøsede politikere tør ikke tage fat om nældenog putte midlerne derhen, hvor landet så skrigende har brug for de unge. Vi har undervisere på højeste niveau, vi har universiteter, der kan tage fra. Det kræver blot nogle politikere, der dropper skåltalerne og tør at flytte pengene derhen, hvor vi som land har brug for de unge kræfter. Kan det virkelig være så svært?”

Ender ministeren med våd skjorte? Få svaret i videoen fra årets folkemøde ovenover.

Gik du glip af nogle af dette års debatter fra IT-Branchens It-paratskib? Så kan alle vores piratfilm genses her.