5G-plan skal booste digitaliseringen

Regeringen tager med sin plan for udrulning af 5G supermobilnettet et vigtigt spadestik for yderligere digitalisering af Danmark. Det mener Dansk Erhverv og IT-Branchen. En række virksomheder står på spring for at teste 5G-nettet, der bl.a. giver plads til en stor udvidelse af tingenes internet og øget automatisering

Regeringen har netop offentliggjort sin plan for udrulning af 5G supermobilnettet i Danmark. Den stiller bl.a. forudsigelig regulering og gennemsigtig adgang til frekvenser til 5G i udsigt.

”Regeringen giver med sin handlingsplan et godt overblik over udfordringer og nogle af løsningerne, der skal fremme udrulningen af 5G-netværket. Det hilser Dansk Erhverv og IT-Branchen varmt velkommen og anser for en forudsætning for Danmarks fremtidige placering som digital frontløber, siger Poul Noer, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Med 5G får danskerne adgang til den næste generation mobilteknologi, men først og fremmest er 5G vigtigt for dansk erhvervsliv.

”5G skal først og fremmest sætte turbo på digitaliseringen i virksomhederne ved at understøtte IoT, automatiseret produktion, selvkørende biler osv. Derfor er det afgørende for vores konkurrenceevne, at vi nu kommer i gang herhjemme hurtigst muligt”, siger Mette Lundberg, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Nogle af de største knaster bliver dog først afhøvlet senere på året, når Energistyrelsen er klar med nye vejledninger om kommunal sagsbehandling og leje af areal i forbindelse med fx opstilling af mobilmaster.

”Noget af det vigtigste bliver dog de kommende vejledninger om offentlig sagsbehandling og leje af areal, så der er fortsat god grund til at følge det politiske arbejde. Desuden så vi gerne, at provenuet fra de kommende 5G-frekvensauktioner blev anvendt til 5G-udviklingsprojeter og nedbringelse af den offentlige jordleje til opstilling af master m.m.”, siger Poul Noer.

I forbindelse med udrulning af 5G bliver spørgsmålet om sagsbehandling og jordlejepriser vigtigere end hidtil, da 5G kræver flere master og ’positioner’ end de eksisterende netværk.

”Regeringens indsats med handlingsplanen og især de kommende vejledninger er prisværdigt. Flere af vores medlemsvirksomheder er ved at undersøge potentialet i 5G og ser frem til at kunne starte de første forsøg, når de første net åbner i løbet det kommende år”, siger Mette Lundberg.

Dansk Erhverv og IT-Branchen står desuden for en fælles høring om vigtigheden af 5G for erhvervslivet på Christiansborg den 28. februar 2019 kl. 13.00 til 16.00.

Læs mere og tilmeld dig her.