Der findes globale leverandører af IT services i alle egne af verden, og det skifter over tid, afhængig af pris, kapacitet og lovgivning.

Den europæiske persondatalovgivning giver for eksempel de østeuropæiske EU lande mulighed for i højere grad at kunne levere IT services, fordi de opfattes som sikre lande. Det gælder ikke f.eks. Kina og Indien. Man skal dog være opmærksom på den særlige danske krigsklausul, som effektivt kan forhindre offshoring af IT Services på særlige data, der er underlagt denne klausul.

Her finder du nogle af de lande, der i øjeblikket er kendte for offshoring af IT :

Afrika

Egypten uddanner fra universitetet i Cauro hvert år 13.000 it-kandidater, og der er derfor stor mulighed for at rektuttere specialiserede udviklere. Samtidig ligger Cairo i samme tidszone som Danmark, hvilket giver gode rammer for det daglige samarbejde. Herudover er der kun 4,5 timers flyvetid direkte fra København.

Asien

Indien har et meget stort befolkningspotentiale, og en meget stor del af befolkningen er højtuddannede. Skole og universitetsniveau er sammenlignelig med den britiske tradition, som er der hvor Indien i sin tid har udviklet deres uddannelsessystem fra. Der uddannes millioner af nye ingeniører og master degree kandidater hvert år, indenfor især de tekniske videnskaber. De fleste store indiske og globale IT servicevirksomheder opfanger de bedste kandidater fra de bedste universiteter allerede inden de er færdige, med løfter om videreuddannelse og karriere. Man kan forvente kvalificerede kandidater med sammenlignelig viden som på europæiske universiteter, og et meget højt niveau af engelsk, som sammen med Hindi er et af de vigtigste fælles sprog i Indien. Udfordringen er i højere grad accenten og, interessant nok, danske IT medarbejderes begrænsede engelskkundskaber. De store Indiske IT virksomheder kan levere et meget højt niveau af innovative løsninger, er fuldt på højde og ofte bedre end mange af deres vestlige konkurrenter.

Kina: Den Kinesiske økonomiske udvikling er især sket ved hjælp af billig produktionskapacitet og gode vilkår for produktion af varer. Kun i mindre grad er der udviklet en IT service industri, men det vil formentlig ændre sig dramatisk i de kommende år. På nuværende tidspunkt er den kinesiske IT serviceindustri knap så engelskkyndig og knap så mangfoldig som eksempelvis den indiske. Der er ikke nær så store og dominerende IT Servicevirksomheder som i resten af verden, og kun få danske virksomheder har etableret kinesisk IT servicekapacitet. Undtagelsen er indenfor fabrikationsindustri og farmaceutisk industri, som i forvejen er vant til at have produktionskapacitet i Kina. Man kan forvente at kommende generationer af kinesiske kandidater i meget højere grad vil gå over i IT serviceindustrien og at Kina derfor vil blive meget dominerende også på dette område.  

Østeuropa

Med EU-lande som Baltikum, Polen, Rumænien og andre lande har Østeuropa etableret en stor nearshore IT leverancekapacitet indenfor EU, som giver stor fleksibilitet i arbejdskraftens fri bevægelighed, og under anvendelse af fælles EU regler, herunder persondatalovgivningen.

Derudover er Ukraine, Hviderusland og Rusland også lande som har en stor offshore kapacitet. Især Ukraine ligger højt i forhold til mange højtuddannede specialister og mange virksomheder, der kan løse mange forskellige opgaver. 

Kommende og voksende offshoring destinationer er visse lande i Mellemøsten, visse lande i Afrika og Sydamerika, samt Malaysia og Phillipinerne. Overvejelserne ved valg af destination bør udover pris og kvalitet, indeholde en risikovurdering, vurdering af livslængde for samarbejdet, og en udviklingsdimension. De geopolitiske risici er mangeartede i forskellige dele af verden, risikoen skal afvejes med hvor kritisk den service man køber er for virksomheden, og hvor længe man vil have behov for den. Desuden bør virksomheder med et udtalt socialt ansvar vurdere om indkøb af IT services kan anvendes konstruktivt til at hjælpe med at udvikle nogle af de fattigste lande i verden, ved at købe services der. Oplagte lander er her f.eks. Bangladesh, Sydafrika, Vietnam.   

        

Du er her