Økonomiske kriser og usikkerhed har før betydet røde tal på bundlinjen og afskedigelser af medarbejdere i branchen, men krise er heldigvis ikke noget man hører meget om for tiden. For 12. kvartal i træk oplever it-branchen en stigning i antallet af beskæftigede.

Beskæftigelse


Efter et markant fald i 2009 og et større i 2013 blev kalender året 2014 vendepunktet for beskæftigelsen i it-branchen. Med 4. kvartal 2017 er det 12. kvartal i træk, at it-branchen oplever en stigning i beskæftigelsen. Samlet set beskæftigede branchen 87.219 fuldtidsansatte i 4. kvartal 2017 mod 84.713 samme kvartal året før. Det svarer til en stigning på 2.506 personer på blot et år.

Dansk Erhverv og ITB forventer at udviklingen vil fortsætte, fordi det generelle erhverv fortsat investerer i it og it-infrastruktur.

Kilde: Danmarks Statistik: Beskæftigelse for lønmodtagere (BFL), der er baseret på virksomhedernes indberetning til e-indkomst. Note: udregnet som et 4. kvartals glidende gennemsnit.

Tallene viser, at branchen er utrolig tæt på at have samme høje beskæftigelsesniveau, som man oplevede før finanskrisen. Branchen er faktisk kun 9 ansættelser fra at slå den historiske topbeskæftigelse fra 3. kvartal af 2008.  Siden 2008 og frem til 2017 oplever branchen to udfald. Efter et markant beskæftigelsesfald fra 2008 til 2010, hvor markedet for alvor kom i krise og virksomhederne måtte spejde efter ordrene, kommer der endnu et fald i beskæftigelsen fra slutningen af 2012 til slutningen af 2013.

Faldet i 2013 skyldes især et større beskæftigelsesfald hos den næststørste og tredjestørste underbranche, henholdsvis ’telekommunikation’ og ’engroshandel med it-udstyr’. Herefter kommer fornyet vækst.

Kilde: Danmarks Statistik: Beskæftigelse for lønmodtagere (BFL), der er baseret på virksomhedernes indberetning til e-indkomst. Note: udregnet på baggrund af et 4. kvartalers glidende gennemsnit. Udvikling i antal fuldtidsbeskæftigede i it-erhvervene.

2.506 flere ansatte siden 2016

Branchen har oplevet fremgang i beskæftigelsen med indgangen til 2014 og er i 4. kvartal 2017 endnu engang steget. Siden 4. kvartal i 2016 er antallet af beskæftigede steget med 2.506 ansatte, hvilket svarer til en stigning på 3% og dermed lander det samlede antal på 87.219. Derudover sker der stadig en intern ændring hos markedets underbrancher.

Blandt enkelte underbrancher er ’Telekommunikation’ den branche, som fortsat dykker i antal beskæftigede siden 2008. Telekommunikation udgjorde dengang 20 procent af den samlede beskæftigelse i branchen, men har idag en mere beskeden position. Faldet er dog kun sket med 0,4% siden 2016, hvilket svarer til 51 beskæftigede.

Den største stigning i beskæftigede finder man indenfor Softwareudvikling som har haft en stigning på 7,1% i antal beskæftigede, det svarer til 341 yderligere ansatte på et år.

Siden 2008 er der ansat 2.277 flere softwareudviklere og 2.585 flere indenfor informationstjenester.

Der er små procentvise stigninger i beskæftigelsen på samtlige underbrancher, pånær Telekommunikation og på Engroshandel med it-udstyr der står for det største fald på et år med 445 færre beskæftigede fultidsansatte.

Underbranchen, it-konsulenter, udgør forstsat den klart største underbranche med 46.212 beskæftigede, hvilket svarer til 52.9% af den samlede beskæftigelse i branchen.

Dansk Erhverv og IT-Branchen skønner, at den samlede beskæftigelse i branchen vil fortsætte med at stige, fordi erhvervslivet har fået flere penge mellem hænderne og er mere villige til at investere i it og udvikle deres it-infrastruktur.

Du er her