Velkommen til 2018

Vi sluttede 2017 med et brag. Aldrig har vi været flere i fællesskabet, og aldrig har vi været så aktive. Det betyder, at vi kan gå til opgaverne i 2018 med maksimal kampkraft.

Af Birgitte Hass, adm. direktør i IT-Branchen

Som forening afspejler vi mere end nogensinde før hele branchen målt på geografisk spredning og virksomhedsstørrelser. Og det er en sand fornøjelse at se, hvordan store og små virksomheder møder og hjælper hinanden bl.a. til vores velbesøgte arrangementer og igennem vores udvalg.

Samtidig har vi i 2017 sat en række historiske fingeraftryk på regeringens digitale visioner, og har på den måde været med til at sikre, at man også fremover bruger teknologien og digitaliseringen som udgangspunkt for vækst og velfærd i Danmark.  

Dialog med politikerne

Regeringen og politikerne har faktisk aldrig været mere digitaliseringsparate, og vi har en helt unik mulighed for at påvirke samfundets udvikling.

Politikerne har i høj grad købt ind på de digitale muligheder, men de mangler stadig at få greb om hvordan potentialet indfries.

De vil gerne i dialog med den virkelige verden for at få input til deres politiske forslag, og de respekterer i den grad vores medlemmers indsigt i den digitale transformation og dens muligheder.

I har som virksomheder netop den forretningsforståelse og faglighed, som politikerne efterspørger, og vi kan derfor som brancheforening skabe det helt nødvendige parløb mellem forretning og politik.

Et parløb som ikke blot gavner branchen og den enkelte it-virksomhed, men som i høj grad også vil være med til at flytte Danmark sikkert ind i den digitale fremtid.

Vil du være med til at påvirke og ændre samfundet, så har du en helt unik mulighed for at gøre dette gennem vores politiske udvalg.

Du kan læse om udvalgene her og kontakte sekretariatet eller vores udvalgsformænd, hvis du vil vide mere.  

Vi står klar til at hjælpe

Også i 2018 kommer der til at ske meget på den politiske scene. Om lidt offentliggøres f.eks. en strategi for digital sundhed, ligesom regeringen om kort til vil fremlægge Strategi for Danmarks digitale vækst og en teknologipagt.

Visioner og strategier, som vi har givet mange input til, og som vi ser frem til at høre mere om.

Derudover kommer Persondataforordningen i maj, og det kan betyde ganske store forandringer for både jer selv og jeres kunder.

Er du i tvivl om, hvad du konkret skal gøre for at være klar, så har vi lavet et helt univers om persondataforordningen, hvor vi løbende kommer med konkrete råd, guides og vejledninger.

Derudover er du naturligvis altid velkommen til at kontakte vores juridiske rådgivere med konkrete spørgsmål.  

Byder du på en kop kaffe?

Selvom vi altid er klar til at hjælpe over telefonen eller mail, så betyder den direkte kontakt stadig meget – uanset at vi nu er over 600 medlemsvirksomheder i fællesskabet.

Jeg glæder mig derfor også til sammen med mine kolleger at komme ud og besøge både gamle og nye medlemmer i 2018 og drøfte vores fælles fremtid og påvirkning. Skriv endelig til mig, hvis I er klar med en kop kaffe!

Ellers håber jeg, at vi ses til nogle af vores mange interessante arrangementer, som du og dine kollegaer kan deltage i – ofte gratis. Så husk at tjekke vores eventkalender.

Der er ingen tvivl om, at 2018 bliver et år med fuld fart på alle niveauer, og både jeg og resten af sekretariatet glæder os i den grad til at komme i gang med året, gøre en forskel og ikke mindst at støtte jer, så I vokser og skaber succes for Danmark.