Det eneste det kræver er 2 timer og en kasse sodavand

Giv en kasse sodavand og to timer af jeres tid og gør en kæmpe forskel for et hold innovationsivrige og kreative unger.

Coding Class projektets popularitet er eksploderet siden lanceringen i 2016 og folkeskoleklasser over hele landet står i kø for at deltage.

Derfor søger vi lige nu virksomheder i især Odense og Københavnsområdet der har mulighed for at få en kodeklar skoleklasse på besøg i skoleåret 2018/19.

Kunne i tænke jer at få besøg af en Coding Class og være med til at give de danske skoleelever skaberkompetencer for fremtiden?

Så skal i blot kontakte Mette Lundberg, mel@itb.dk, direktør for politik og kommunikation i IT-Branchen.

Medskabere ikke blot forbrugere

Coding Class lærer eleverne at innovere og skabe digitale løsninger på virkelige problemer i simple programmeringssprog, så de forstår, hvad der ligger bag den teknologi, de omgiver sig med.

”Faget handler i langt højere grad om at blive god til at nedbryde problemer i mindre dele og derefter at finde på innovative løsninger gennem it og teknologi. Derudover er samspillet med virksomhederne den afgørende brik, der skaber autencitet, og for mange elever virker stærkt motiverende,” udtaler Heidi Teilmann Schmidt, projektleder i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.

At ruste børnene med fremtidens skaberkompetencer er der i den grad også brug for. Allerede i dag oplever hver 3. it-virksomhed, at de helt må opgive at besætte stillinger, fordi der simpelthen ikke er ansøgere til dem, og ifølge tal fra regeringen kommer vi til at mangle helt op imod 19.000 it-specialister i 2030.